Stærk versus middelmådig postgrunge
Updated
Foo Fighters udgiver et rigtig stærkt ”Greatest Hits” album med akustiske fortolkninger. Siden Foo Fighters peakede i 1997 med deres bedste album ”The Colour and the Shape” er det gået stødt ned ad bakke, hver gang Dave Grohl & Co. har udgivet et nyt album. Sidste års dobbeltalbum, ”In Your Honor”, var dog et skridt i den rigtige retning, selvom ideen om et dobbeltalbum var en tand for ambitiøs.
”In Your Honor” indeholdt en skive med rocknumre og en skive med akustiske numre. Sidstnævnte inspirerede bandet til at tage på en turné, hvor det udelukkende spillede akustiske numre. Det er blevet foreviget på cd’en ”Skin and Bones”.
Man kunne frygte, at Foo Fighters havde valgt den nemme løsning, og bare liret sangene af i uinspirerede versioner uden strøm. Det er heldigvis ikke tilfældet. Der er et helt orkester bag kvartetten, som lægger blandt andet violin, mellotron, harmonika og klaver på sangene, og det hjælper!
Gamle Foo Fighters-fans vil blive overraskede over, at Pat Smear - som forlod bandet efter album nummer to (og som i øvrigt nåede at være med i Nirvana som andenguitarist) - er tilbage på guitar. Formentlig dog ikke permanent.
Efter en lidt svag start med numre fra det nyeste album, indtræder en overvældende version af ”Walking After You”, som følges op af en ligeså suveræn version af ”Marigold”. Et nummer Grohl indspillede med Nirvana, og selv sang på. ”My Hero” gør sig bedre med strøm, mens en omarrangeret ”Big Me” fungerer forbløffende godt.
Titelnummeret, som oprindeligt er en nyere b-side, er ganske godt, men et af de absolutte højdepunkter er den ”glemte”, snart to år gamle ”February Stars”, som minder en om, hvor god en sangskriver Dave Grohl er, når han gør sig umage. ”Best of You” lyder sær med Grohl brølende ind over sin akustiske guitar. Men det holder. Skiven afsluttes i overbevisende stil med den episke evergreen ”Everlong”.
Det, der gør ”Skin and Bones” til så stærkt et album, er de omarrangerede versioner af sangene, der både overrasker og forbedrer originalerne. Og så er det først og fremmest en opfindsom udgivelse her i mylderet af kedelige Greatest Hits-skiver.
”In Your Honor” indeholdt en skive med rocknumre og en skive med akustiske numre. Sidstnævnte inspirerede bandet til at tage på en turné, hvor det udelukkende spillede akustiske numre. Det er blevet foreviget på cd’en ”Skin and Bones”.
Man kunne frygte, at Foo Fighters havde valgt den nemme løsning, og bare liret sangene af i uinspirerede versioner uden strøm. Det er heldigvis ikke tilfældet. Der er et helt orkester bag kvartetten, som lægger blandt andet violin, mellotron, harmonika og klaver på sangene, og det hjælper!
Gamle Foo Fighters-fans vil blive overraskede over, at Pat Smear - som forlod bandet efter album nummer to (og som i øvrigt nåede at være med i Nirvana som andenguitarist) - er tilbage på guitar. Formentlig dog ikke permanent.
Efter en lidt svag start med numre fra det nyeste album, indtræder en overvældende version af ”Walking After You”, som følges op af en ligeså suveræn version af ”Marigold”. Et nummer Grohl indspillede med Nirvana, og selv sang på. ”My Hero” gør sig bedre med strøm, mens en omarrangeret ”Big Me” fungerer forbløffende godt.
Titelnummeret, som oprindeligt er en nyere b-side, er ganske godt, men et af de absolutte højdepunkter er den ”glemte”, snart to år gamle ”February Stars”, som minder en om, hvor god en sangskriver Dave Grohl er, når han gør sig umage. ”Best of You” lyder sær med Grohl brølende ind over sin akustiske guitar. Men det holder. Skiven afsluttes i overbevisende stil med den episke evergreen ”Everlong”.
Det, der gør ”Skin and Bones” til så stærkt et album, er de omarrangerede versioner af sangene, der både overrasker og forbedrer originalerne. Og så er det først og fremmest en opfindsom udgivelse her i mylderet af kedelige Greatest Hits-skiver.
Kunstner
Titel
Skin and Bones
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter