Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Suverænt seje svenskere

Populær
Updated
Suverænt seje svenskere
Svenske Dream Evil leverer henholdsvis true metal og progressiv metal af høj klasse. Svenske Dream Evil har allerede vundet mange metalfans til sig efter forrige års album ”The Book of Heavy Metal” samt en række Hammerfall-supportjobs, hvor bandet bl.a. viste dets store kunnen i Københavns Pumpehuset. Siden dengang er topguitaristen Gus G udskiftet med Mark Black og trommeslageren Snowy Shaw (ex-King Diamond) med Pat Power. Men det gør ikke spor: Dream Evil anno 2006 er fremdeles friske, seje og heftige.

Hos Dream Evil handler det 100 % om power metal baseret true metal, hvor de gamle heavy dyder perfektioneres i en grad, så man skulle tro, vi aldrig havde forladt 80’ere. Det særligt sublime ved disse svenskere er imidlertid, at de med deres monsterdynamiske produktion, dybt kærlige leg med klicheerne og toptekniske fitness styrer deres helt eget heavy metal show, så det slår gnister i trommehinderne.

Og Dream Evil mestrer hele true metal registret. Den uimodståelige power metal tonserhymne ”Fire! Battle! In Metal” åbner albummet i optimal stil, inden bandet kører ned i tempo og preussisk arenastil i titelnummeret. Tredje nummer er albummets mest melodiske træffer, ”Blind Evil”, inden den tunge, midtempo-rocker ”Evilution” kører af sted, inklusive en lækker, men ikke overdrevet omgang strengelir. Og som femte nummer er der uptempo headbanger-tilfredsstillelse og dunkende dobbeltpedal i ”Let Me Out”, der så også har det sikre strejf af melodi og den præcise hookline, som er Dream Evils grundbase.

Et forrygende fem numres udlæg, men ”United” fremkalder næsten non-stop garnsvingeri til den store, tunge guldmedalje, for og ”United” holder faktisk et højt niveau, selvom der da også er et par mere gennemsnitlige skæringer undervejs.

Og så fremstår forsanger Niklas Isfeldt mere og mere som en af de allerondeste stemmer i genren – ved Dio og Dickinsons samlede par stemmebånd, hvor kan den mand dog synge sine metalstrofer! Hør ham lige i den mere afdæmpede og flotte ”Love Is Blind”. Meget 80’er-agtigt, men leveret på en enorm entusiastisk og fascinerende frisk facon, ligesom på resten af pladen.

Ja, vi er måske ligefrem derhenne, hvor Dream Evil giver baghjul til de gamle headlinerkammerater fra Hammerfall!? Men en eventuel co-headliner tour – tilsat Wolf som special guest – kan undertegnede nu også sagtens leve med.

"United" er ihvertfald en rigtig god og superautentisk heavy metal plade. Erhverv den fluks!

Kunstner
Titel
United
Distributør
Karakter
4