Svagt krads fra klofingeren

Svenske Clawfinger er blevet mere hidsige, men på bekostning af deres nuancer, konstaterer vor anmelder om bandets nye album, "Hate Yourself with Style". Svenske Clawfinger fik et kæmpe gennembrud i Norden i midt-90'erne med deres to albums, ”Deaf, Dumb, Blind” og ”Use Your Brain”, men siden dengang har det været så som så med successen.
Det har dog ikke fået bandet (nu blot en trio) til at miste modet. Clawfinger fortsætter derfor ufortrødent, og er nu tilbage med deres 6. album, ”Hate Yourself with Style”. Der er sket meget siden de glade 90'ere, og frontmand Zak Tell bruger idag mere tid på bistre råb end på rap.

Til gengæld kan man også nemt høre, at Clawfinger deler øvelokale med Meshuggah, for de metalliske riffs leder hurtigt tankerne hen på netop dette band. Clawfingers lyd er blevet væsentlig mørkere og mere metallisk end man husker den, og det er både godt og dårligt.

Én ting er, at Clawfinger lyder mere hidsige, og har fået en tungere lyd, noget andet er, at de har fjernet alle nuancerne, som prægede deres tidligere udspil. Det er dog forfriskende at høre et uptempo-nummer som ”Breakout (Embrace the Child Inside You)”, der i hvert fald ikke lyder som noget, Clawfinger har lavet før.

Desværre lyder hvert eneste riff, som dèt i den foregående sang på pladen, og det bliver utroligt enerverende i længden, for slet ikke at tale om Zak Tells vokal…! Imod slutningen af albummet beviser Clawfinger dog, at de stadig godt kan lave en mindeværdig sang med et godt omkvæd i ”Without a Case”. Men overordnet set, fremstår ”Hate Yourself With Style” desværre kun som et svagt krads fra en udmattet klofinger.