Sæsonkort til MTV

Hoobastank søger de oplagte MTV-hits på albummet "Every Man for Himself". Desværre på bekostning af rock-energien, konstanterer vor anmelder. Tredje album i rækken fra den amerikanske trio Hoobastank følger tråden fra de to første: Hoobastank bliver mere og mere bløde med årene - og mere og mere hitorienterede (læs: kommercielle). Det behøver der jo ikke nødvendigvis at være noget skidt ved. Hvis altså man ka' li' den bløde, kommercielle MTV-venlige pop rock. Og det her album vil væde trusser, for mage til tøsevenlig musik skal man lede længe efter.

Der er ikke meget rock over "Every Man for Himself". Og slet ikke noget heavy. Til gengæld er der kommet "nye" lyde ind over, sådan noget mere techno-agtigt noget, og så trompeter og fløjter! Helt ærligt !? Der er ikke den sædvanlige Hooba-energi, ikke rigtig noget smæk på, og det er sgu mere end lidt skuffende. Og temmelig kedeligt.

Skal vi skrive noget berettiget pænt om "Every Man for Himself", så er det, at det er spækket med ørehængere - flere end de to første album tilsammen ("Hoobastank" fra 2001 og "The Reason" fra 2003). Jeg flasher lige en håndfuld titler på numre, som helt sikkert trækker sendetid på MTV: det stille "Moving Forward" og ikke mindst giga-tåreperser hittet "If Only" og det ligeledes afdæmpede "The First of Me". Og lur mig, om ikke også afslutningsnummeret "More Than a Memory" (ja, det med trompeter og fløjter) også tager kegler.

Eneste nummer, som trækker lidt i den rigtige rock-retning, er "Good Enough". Det nummer er godt nok. Der er energi, guitarer, fede breaks og en rigtig stærk hookline. Som vi kender Hoobastank fra de to foregående albums.

Det, som Hoobastank i høj grad kan, og som de nærmest dyrker rovdrift på, er den gode og let genkendelige melodi og det fine kor-arbejde. Det, som de ikke kan så meget mere, er at levere et rock-album med god energi. Og det er sgu' lidt trist.