Tilbage til elektronikken

Mesterværk for fansene, habilt udspil for os andre, skriver Mathias Nielsen om NINs "Year Zero". Lad det først være sagt, at fans og anmeldere mente, at forrige album, ”With Teeth”, var en fadæse af de større. Det blev vist begrundet med, at Trent Reznor - som er den altdominerende kraft bag (og i) NIN - havde været så fræk at blande lidt mainstream-melodi ind i sit elektroniske lydunivers. Et univers, som han helst vil have helt for sig selv.

Det er i virkeligheden også lidt af en sensation, at Reznor allerede er tilbage med et nyt udspil. ”Year Zero” er det femte af slagsen siden debuten i 1989, og computernørden plejer gerne at skulle bruge omtrent fem år på at programmere et nyt udspil.

Men denne gang er der tilsyneladende også noget eller nogen, der virkelig har pisset Trent af. Hvem? George W. Bush og hans Amerika, såmænd. Den kritiske lytter vil måske nok mene, at det efterhånden er lidt ”gammel hat”, når amerikanske musikere giver sig til at kritisere deres egen præsident og hans styre.

Reznor er bare lige dén tand mere aggressiv og kontant i sit udtryk, hvilket man vil finde ud af efter at have lyttet ”Year Zero” igennem. Et album, som må siges at være en stor lussing til præsidenten og den amerikanske befolkning generelt.


Den bitre mand

Hvor ”With Teeth” havde fået lidt ekstra liv via Dave Grohls trommer, er vi her tilbage i år nul med 100 % elektroniske arrangementer, bortset fra en undtagelse som den ganske fornuftige og spydige ”Capital G”, der smager lidt som en opdatering af Marilyn Mansons ”Beautiful People”.

Reznor lægger hårdt ud med ”The Beginning of the End”, førstesinglen ”Survivalism” og den funky ”The Good Soldier”, der leder tankerne tilbage på ”Closer”, bare med en noget mere stueren tekst. Hvis man da mener, at en tekst, der omhandler en soldat i Irak, er "stueren"!?

Den bitre mand har aldrig været den bedste til at fatte sig i korthed, og ”Year Zeros” 16 skæringer strækker sig da også over knap 64 minutter. Undervejs kan man godt savne lidt liv under den uorganiske overflade, men sådan er det nu hver gang med Nine Inch Nails, og den slags må man vist heller ikke brokke sig alt for meget over, når der nu er tale om en elektronisk udgivelse.


Nye højder

At Trent Reznor er god til at kritisere andre, er ingen hemmelighed, men det må også snart være gået op for de fleste, at han heller ikke er den mest selvkritiske mand, så der er igen røget et par banaliteter med på ”Year Zero”.

Det virker til gengæld også som om, han har haft så megen tekstlig galde at lukke ud, at der har været behov for et par ekstra minutters støj at lægge bagved ordene.

Men bevares, han når faktisk nye højder i numre som den skæve ”The Warning”, ”Meet Your Master”, den drivende ”The Greater Good” med sit nærmest hip-hop-agtige beat eller i slutningen af ”Another Version of the Truth”, hvor han har et stille moment bag sit klaver. Og så lukker ”Year Zero” i dejlig dyster stil: ”Shame on us/Doomed from the start/May God have mercy on our dirty little hearts”.

For NINs hardcore-fanbase er det her et nyt mesterværk. For os udenforstående er det et ganske habilt udspil, hvor en mand taler lige ud af posen omgivet af elektroniske lyde. Men sådan var det faktisk også sidst vi hørte fra ham for to år siden…