To versioner af metaltradition

U.D.O. lyder som deres gamle selv Frontcoveret til dette nye U.D.O. album, "Mastercutor", prydes af en ondt udseende skrækfigur, der ligner en blanding af Rob Halford i et black metal band, en smule King Diamond og BT musikredaktør Steffen Jungerzen, lige efter, han har læst Anders Molins kritiske Megadeth-anmeldelse, andetsteds i dette nummer.

Ellers er der ikke grund til den store eksterne navnedropping, for den lille, legendariske heavy metal-hobbit, Udo Dirkschneider lyder fuldstændig så ærke-Udosk som man kan forvente det. Der er atter kælet for klicheerne, og ved første lyt, tænker man lige sådan "åh-åh!" U.D.O. mere end strejfer det lettere komiske undervejs i bandets stædige og totalt traditionelle heavy metal sange, som Udo jo har dyrket og co-defineret dem siden han stod frem i front for Accept i sen-70erne.

Efter et par yderligere kørsler af "Mastercutor" åbenbares dog også flere udmærkede sange i genren - som titelnummeret, med dets inddiskrete appel til fællessang i store, tyske hockeyhaller, den midtempo-bangende "The Wrong Side of Midnight", med de orientalske guitar-indslag, og den direkte metalrockende "The Instigator". Altsammen sange, som nok bedst nydes som en del af en øllet U.D.O. koncert - og en sådan venter om kun to uger på årets Sweden Rock festival.

Men, som nævnt: For undertegnede er det et sted mellem pokkers svært og aldeles umuligt, at afkode disse U.D.O. sange uden at have det skæve smil tværet ud over hele femøren. Af samme grund er karaktergivningen også særlig svær i dette tilfælde.