Tradition og fornyelse

Hollandske Sinister værner om den velkendte dødsmetal-stil, men slipper også vellykket fra inkorporeringen af andre elementer. Hollandske Sinister opnåede fin respekt for bandets første par ofringer ”Cross The Styx” og ”Diabolical Summoning”. Det var euro-død med et meget brutalt growl fra Mike Van Mastrigt.

Han ikke længere med og persongalleriet i bandets historie er da også stort, og efter opløsningen i 2003 og reunion’en i 2005 er det endda kun hr. Kloosterwaard, der er originalt medlem. I dag tager han sig dog af vokalen, selvom det ellers tidligere blev til 15 år i trommestolen.

Lad det være sagt med det samme: Sinister er på ret kurs igen. ”The Silent Howling” har fantastisk mange fede riffs, der veksler mellem bombastisk dødsmetal og noget mere afdæmpet, der dog ikke skal forstås som ”sød-suppe”.

Der benyttes ren guitar i dyster lyd: i det mere end 10 minutter lange titeltrack vækkes, i de mere afdæmpede stykker, minder om Metallicas ”…And Justice For All” og dennes riff-arbejde.

Alt bliver udført helt som det skal og takket være den rene guitar samt nogle hurtige, skæve og diskante guitarriffs, der omslutter det mere brutale og traditionelle, ender Sinister med en skive der formår at være tro mod genren, og faktisk også er nyskabende og original til tider.

Produktionen er måske ikke så velafbalanceret som fx en Jacob Hansen produktion, men den er stadig massiv og charmerende.