Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens danske Monsterdrøn

Updated
Ugens danske Monsterdrøn
De danske metalkonger Mercenary har rendyrket og forfinet deres styrker på det nye album ”The Hours That Remain”. De var godt nok oppe imod nogle hårde odds tidligere på året, de fire tilbageværende medlemmer af Mercenary. Ikke nok med, at de gik i gang med at indspille opfølgeren til et af de absolut bedste og mest toneangivende danske metalalbums i mange, mange år (”11 Dreams” fra 2004), nej, de mistede også bassist, med-sanger og originalt medlem, Henrik ”Kral” Andersen, tæt på indspilningerne. Og trommeslager Mike Park brækkede benet få uger, før Mercenary var booket ind i den geniale producer Jacob Hansens studie. Men, gudskelov nåede Mike Park med. Gudskelov er Krals afgang på ingen måde ødelæggende for Mercenary. Og gudskelov er det nye album, ”The Hours That Remain”, en rigtig værdig afløser for ”11 Dreams”.

Og det burde egentlig ikke være muligt, at Mercenary matcher ”11 Dreams”, men det gør de altså! Men gør de også mere end det? Svært at fastslå lige nu og her om ”The Hours That Remain” overgår forgængeren. Det er alt for tidligt at spå om, men albummet får ikke lov til at forlade undertegnedes afspiller i det første lange stykke tid. For hold da kæft, hvor er det godt!


Internationalt gennembrud

”The Hours That Remain”, som overordnet set handler om den menneskelige races selvdestruktive adfærd, er nordjydernes fjerde album, inklusive debuten “First Breath” fra 1998. “Everblack” (2002) gav fine hints om et band med nerve, nosser og energi med melodi på, men det var først på ”11 Dreams” (2004), at Mercenary for alvor viste, hvad de var værd. Og det var ganske meget. Helt klart noget af det mest spændende og gennemført stærke på metalscenen dét år - og helt igennem ganske opløftende for den danske metalscene. Og nu har vi så fået ”The Hours That Remain”, som både rendyrker og forfiner styrkerne fra ”11 Dreams”. I en sådan grad, at vi med rette bør forvente et stort, internationalt gennembrud for Mercenary.

Mercenary sammenlignes med Opeth, Nevermore og Soilwork. Ikke med urette. Og dog. For Mercenary har nu for alvor bevist, at de er helt deres egne. Nu med to albums, der er bedre end alt, hvad fornævnte tre bands hidtil har præsteret!!


Melodierne gør forskellen

Men hvad er det så, som Mercenary kan – og som de har rendyrket, finpudset og forfinet på ”The Hours That Remain”? Altså, de præcise maskingevær-tonser-riffs er en meget stor del af det, godt bakket op af Mike Parks monster-tighte, energiske, levende trommespil. Det er også de store keyboardflader, de flotte guitartemaer og soli. Det er arrangementerne, der sine steder nærmest er progressive i deres opbygning. Det er også vokalen: den effektive blanding af skønsang, skrig og brøl. Smukt og møgbeskidt. Og så er det altså ikke mindst melodierne, der er så stærke og som rammer så rent lige dér, hvor det kan mærkes. Det er melodierne, der er den helt afgørende forskel på Mercenary og de andre. Og det er melodierne, der bringer nordjyderne til tops.

Melodier med tons og skarphed og præcision finder vi overalt på ”The Hours That Remain”, men det kommer måske allerbedst til udtryk på åbningsnummeret ”Redefine Me”, som er så monsterstærkt, at det halve kan være nok. Rytmeguitarerne fra Jakob Mølbjerg og Martin Buus, iblandet med trommeslager Mike Parks højenergiske dominante dobbelte stortrommer bringer forventningerne op, hvor de bør være. ”Lost Reality” og ”Soul Decision” har rigtig, rigtig meget melodi og høj-oktan drive, knivskarpe riffs og stærke omkvæd. Det halvprogressive titelnummer, som måske – når alt kommer til alt – er det stærkeste og mest gennemførte nummer på albummet, lægger ud i højt tempo, der justeres ned undervejs. Et nummer, der bæres oppe af et fantastisk omkvæd.


Lidt som Metaliica...

Så man må sige, at Mercenary kan uden bassist og superbrøler Kral. Men hvordan har de gjort så? Tjah, de har faktisk lavet ”en Metallica” anno ”St. Anger”; altså, ladet produceren tage pligterne med bassen. Og så bagefter hyre en bassist. Det er således Jacob Hansen (tidligere guitarist og sanger i Invocator), der ganske kompetent har lagt bassporene på albummet. René Pedersen er navnet på bandets nye bassist. Sanger Mikkel Sandager har dog fået lidt ekstra opgaver, for efter Krals afgang står han nu også for brøleriet – og ikke kun skønsangen.

Hvordan dét påvirkede Sandagers stemme, og hvordan Krals afgang påvirkede bandet som helhed, kan man opleve på nærmeste hold, hvis man køber cd’en, hvor der også følger en dvd med. En dvd, som ganske håndholdt og helt nede på jorden fortæller om tilblivelsen af albummet, men også med ganske effektive liveoptagelser fra to forskellige koncerter. Alt i alt mere end to timers Mercenary-film.

Dvd’en ufortalt, så er ”The Hours That Remain” altså en meget påtrængende kandidat til undertegnedes bud på ”Årets album”. Nej, hvor jeg glæder mig til at lære det album endnu bedre at kende!

Kunstner
Titel
The Hours That Remain
Distributør
Forfatter
Karakter
5