Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens danskerdrøn

Updated
Ugens danskerdrøn
Pilgrimz' debut er en stærkt anbefalelsesværdig og endda dejlig afvekslende affære. Roskildeaktuellle Pilgrimz er den nyeste stjerne på den danske metalhimmel, eller... , det er nok at gå for vidt at udnævne dem til nye stjerner, for bandet har for det første eksisteret i ti år, så et egentligt nyt band er her ikke tale om; og for det andet mangler orkestret det store Volbeat'ske gennembrud, som deres musik nok er for nicheagtig til nogensinde at opnå. Når det er sagt, så har Pilgrimz bestemt star-quality, som dels beror på en stilsikker hånd i deres blanding af hard core og rockabillyattitude og i deres sprælske musikalske blanding af metal, hardcore og rock'n'roll. Denne debut har netop ramt Danmark, og lad der med det samme udgå en klar anbefaling herfra. Numrene er hovedsageligt støbt over en hardcoreskabelon, men der er også tonsetunge elementer fra metal-coren og en intens up-beat sprælskhed fra rock'n'rollen – ikke mindst pga. Max Vegas high pitchede vokal. Den kræver godt nok lige lidt tilvending, men den i høj grad er med til at give falstringene deres helt egen lyd, som i øvrigt har været gennem Jacob Hansen/Tue Madsen-maskinen; tilsyneladende de eneste to herrer der får lov at lave den slags her til lands. Pyt, de gør det jo godt. Numrene på albummet er dejligt afvekslende, for lige når man savner noget tyngde kommer der nogle passende drøn, og lige når man gerne vil have noget up-beat, giver de den gas, og dét er netop den blanding, som drengene har gjort en dyd af at balancere. Det er lykkedes, endda uden at det virker kunstigt, for der er en løssluppen og afslappet stemning over udgivelsen – nok noget orkestret har opnået ved at spille så mange små, undergrundssteder, som det har. "Boar Riders" er en klar anbefaling til alle der elsker Volbeat for attituden, men savner en mere beskidt og punket undergrundssound.

Kunstner
Titel
Boar Riders
Dato
30-06-2008
Distributør
Forfatter
Karakter
5