Ugens Monster Drøn

Lars Schmidt går helt amok over det nye album fra svenske Evergrey. Her sidder man så med, hvad der meget vel kan blive "Album of the Year" inden for den progressive og melodiske metal, og leder efter superlativer. Man er lidt lost, men må jo så bare ty til lidt mere jordnære betegnelser. Som f.eks.: "Hold da kæft, hvor er det her dog bare en fed plade!"

Svenske Evergrey er som så mange andre fantastiske bands ukendte på disse så metal-udsultede breddegrader. Gruppen har udgivet sit fjerde album, "Recreation Day" og har gjort det umulige: At overgå forgængeren, den fænomenale og stemningsfyldte "In Search of Truth" fra 2001. At forny sig bare den lille smule, der gør helhedsindtrykket bedre uden at forlade det oprindelige Evergrey-udtryk.

Og det er måske det, der er en af hemmelighederne ved Evergrey (nu er det så ikke længere en hemmelighed): Evergrey lyder som sig selv og ingen andre på denne klode. En anden - og mere slet skjult hemmelighed - er Evergreys mainman: Sanger, guitarist og sangskriver Tom S. Englund. Det er ham, der skaber Evergreys mørke og dystre udtryk og er i stand til at pakke det ind i stor melodiøsitet. Et helt igennem egenartet varemærke, som
lyder så fantastisk skønt i denne anmelders ører.

Et varemærke ved Evergrey er, at gruppens albums vinder jo mere man hører dem. Først forelsker man sig i ét nummer, og når man bliver lidt træt af det, forelsker man sig i et nyt. Og der er så mange at blive forelskede i.

Musikalsk er Evergrey på én gang en progressiv melodisk powermetal-omgang og en tung guitar mur - men igen med denne umiskendelige dystre stemning, som nøje hænger sammen med, at gruppen for hvert album udvælger sig et tema, som sangene skal dreje sig om. Som på forgængeren "In Search of Truth" er temaet
på "Recreation Day" døden.

Tom S. Englunds stemme er også et kapitel for sig. Lidt hæs, men meget bredspektret, meget personlig, og så kan han synge følelser ud, som jeg kun har hørt Thin Lizzys Philip Lynott og Whitesnakes David Coverdale gøre det. Guitaristen Englund og hans medguitarist Henrik Danhage kører et fantastisk parløb med dobbelte guitartemaer, store tunge guitarflader og nogle overmenneskelige guitarløb og -soloer. Bunden lægges af bassist Michael Hakansson og den yderst kompetente trommeslager Patrick Carlson, der både kan lægge den tungeste bund og samtidig også sætte tempo. Den klangmæssige bund lægges af keyboardist Rikard Zander, der også får rig mulighed for at boltre sig som soloinstrumentalist.

Denne anmeldelse bliver for lang, hvis der skal dykkes ned i de enkelte numre. Køb den cd og nyd!