Ugens Monsterdrøn
Updated
Synergier i fuld effekt: Audioslaves andet album, "Out Of Exile" overgår bandets debutalbum, mener en topbegejstret Mathias Nielsen. Audioslave var - om nogen – det nye årtusindes mest imødesete supergruppe indenfor rockgenren, inden de i 2002 udgav debutalbummet af samme navn. Her forenedes 75 % af Rage Against the Machine (RATM) med 25 % af Soundgarden. Mange overraskedes dengang over det ”lige ud af landevejen” agtige rockalbum, som debuten var. Mange af sangene lød som Rage Against the Machine, men Chris Cornell (som havde forsøgt sig med en solokarriere efter Soundgarden’s endeligt) satte – med sin suveræne stemme – et unikt præg på gruppen, og albummet gik da også hen og blev en kæmpe succes.
På albummet forenedes RATM-rytmegruppens rå og tighte rock’n’roll med Cornells ofte følsomme og skarpe sangstemme, hvilket var nyt for de 75 % af RATM, som tidligere ”kun” havde haft en skarp rapstemme i front. Kritikken af albummet lød dog på, at bandet blot lød som Rage Against the Machine, der spillede deres sædvanlige sange, mens Chris Cornell akavet lagde sin vokal indover. Om den kritik var lader vi være op til den enkelte… (Redaktøren mener fx at det var et af de mest helstøbte album i flere år - Red.).
Nu har der til gengæld været stille omkring Audioslave i over et år, men nu vender bandet tilbage med album nummer to, som har fået titlen ”Out of Exile”. Et album som – ifølge bandet selv – bærer præg af, at de fire medlemmer nu er et ”rigtigt sammenspillet” band… Og det er lige netop hvad det er!
Audioslave koger allerede fra første skæring, den vildt rockende, ”Your Time Has Come”. Og ja, Tom Morello’s riffs er stadig en anelse monotone og bestemt umiskendelige, men det fede ved ”Out of Exile” er, at det overhovedet intet betyder, for bandet spiller så brændende for deres sag, at man bliver helt glad over at lytte til skiven.
Man skal helt tilbage til Soundgardens albums fra halvfemserne, før man finder en så sublim vokalpræstation fra Chris Cornell, som virkelig løfter det intenst rockende band op i de højere skylag. Hans stemme lyder smuk og følsom i stille numre som ”Be Yourself” og ”Heaven’s Dead”, mens han brøler sig helt op i hælene på Robert Plant under numre som ”Drown Me Slowly” og den urimeligt rockende ”Man or Animal”. Men også på den Soundgarden’ske ”Dandelion” - som virkelig skiller sig ud fra de andre sange – eksperimenterer han med sin stemme, og fjerner næsten fokus fra musikken.
Man skal (som nævnt) ikke forvente sig den store musikalske revolution her, men tag albummet for hvad det er: Et uhyrligt svingende og stærkt rockudspil.
Der er et par årsager til, at dette album dog ikke er et mesterværk: Audioslave mister – ligesom på debuten – fokus et par gange undervejs (især den sløve ”The Worm” og den temmelig søgte ”episke albumlukker”, ”The Curse”, som ender med at blive en kedelig affære). Ydermere ligner Morello’s riffs fra tid til anden hinanden alt for meget.
MEN: Det er det eminente bands sammenspil, der virkelig gnistrer! Lyt til Tim Commerford’s baslir på titelnummeret og lyt til Brad Wilk’s furiøse tøndebaskeri i ”Man or Animal”…
Tom Morello leger stadig med sin guitar, og planker sågar sin egen ”Bulls on Parade”-solo i ”Drown Me Slowly”. Men han viser også, at han kan lægge en lille blød bluessolo ned, hvis det absolut skal være (”Heaven’s Dead”), inden han atter lyder som om, han er ved at splitte sin guitar ad (”Man or Animal”). Der er seriøst grund til at grave luftspaden frem – hvis du altså har haft den gemt væk!?
Audioslave beviser med ”Out of Exile”, at de på ingen måde er en døgnflue, og at de på én og samme tid behersker både den hidsige groovy rock og de følsomme solskinsfyldte ballader. Nogle havde måske forventet/håbet på en musikalsk kovending, men det er her langt fra tale om. Til gengæld får vi et helstøbt album, som på alle områder overgår debutalbummet. Ja, selv Rick Rubin’s mesterlige produktion er ekstra spidset til.
Endnu en skive kan føjes til den efterhånden lange række af kandidater til årets album. Audioslave overgår lige akkurat System of a Down’s hæsblæsende nye udspil.
Tag en kold fra kassen, smid ”Out of Exile” på, og find dig en plads i sommersolen!
NB. Gå endelig ikke glip af Audioslave på årets Roskilde Festival, hvor der skulle blive luftet både Soundgarden og Rage Against the Machine-numre. Den koncert kan kun gå hen og blive en af festivalens bedste!
På albummet forenedes RATM-rytmegruppens rå og tighte rock’n’roll med Cornells ofte følsomme og skarpe sangstemme, hvilket var nyt for de 75 % af RATM, som tidligere ”kun” havde haft en skarp rapstemme i front. Kritikken af albummet lød dog på, at bandet blot lød som Rage Against the Machine, der spillede deres sædvanlige sange, mens Chris Cornell akavet lagde sin vokal indover. Om den kritik var lader vi være op til den enkelte… (Redaktøren mener fx at det var et af de mest helstøbte album i flere år - Red.).
Nu har der til gengæld været stille omkring Audioslave i over et år, men nu vender bandet tilbage med album nummer to, som har fået titlen ”Out of Exile”. Et album som – ifølge bandet selv – bærer præg af, at de fire medlemmer nu er et ”rigtigt sammenspillet” band… Og det er lige netop hvad det er!
Audioslave koger allerede fra første skæring, den vildt rockende, ”Your Time Has Come”. Og ja, Tom Morello’s riffs er stadig en anelse monotone og bestemt umiskendelige, men det fede ved ”Out of Exile” er, at det overhovedet intet betyder, for bandet spiller så brændende for deres sag, at man bliver helt glad over at lytte til skiven.
Man skal helt tilbage til Soundgardens albums fra halvfemserne, før man finder en så sublim vokalpræstation fra Chris Cornell, som virkelig løfter det intenst rockende band op i de højere skylag. Hans stemme lyder smuk og følsom i stille numre som ”Be Yourself” og ”Heaven’s Dead”, mens han brøler sig helt op i hælene på Robert Plant under numre som ”Drown Me Slowly” og den urimeligt rockende ”Man or Animal”. Men også på den Soundgarden’ske ”Dandelion” - som virkelig skiller sig ud fra de andre sange – eksperimenterer han med sin stemme, og fjerner næsten fokus fra musikken.
Man skal (som nævnt) ikke forvente sig den store musikalske revolution her, men tag albummet for hvad det er: Et uhyrligt svingende og stærkt rockudspil.
Der er et par årsager til, at dette album dog ikke er et mesterværk: Audioslave mister – ligesom på debuten – fokus et par gange undervejs (især den sløve ”The Worm” og den temmelig søgte ”episke albumlukker”, ”The Curse”, som ender med at blive en kedelig affære). Ydermere ligner Morello’s riffs fra tid til anden hinanden alt for meget.
MEN: Det er det eminente bands sammenspil, der virkelig gnistrer! Lyt til Tim Commerford’s baslir på titelnummeret og lyt til Brad Wilk’s furiøse tøndebaskeri i ”Man or Animal”…
Tom Morello leger stadig med sin guitar, og planker sågar sin egen ”Bulls on Parade”-solo i ”Drown Me Slowly”. Men han viser også, at han kan lægge en lille blød bluessolo ned, hvis det absolut skal være (”Heaven’s Dead”), inden han atter lyder som om, han er ved at splitte sin guitar ad (”Man or Animal”). Der er seriøst grund til at grave luftspaden frem – hvis du altså har haft den gemt væk!?
Audioslave beviser med ”Out of Exile”, at de på ingen måde er en døgnflue, og at de på én og samme tid behersker både den hidsige groovy rock og de følsomme solskinsfyldte ballader. Nogle havde måske forventet/håbet på en musikalsk kovending, men det er her langt fra tale om. Til gengæld får vi et helstøbt album, som på alle områder overgår debutalbummet. Ja, selv Rick Rubin’s mesterlige produktion er ekstra spidset til.
Endnu en skive kan føjes til den efterhånden lange række af kandidater til årets album. Audioslave overgår lige akkurat System of a Down’s hæsblæsende nye udspil.
Tag en kold fra kassen, smid ”Out of Exile” på, og find dig en plads i sommersolen!
NB. Gå endelig ikke glip af Audioslave på årets Roskilde Festival, hvor der skulle blive luftet både Soundgarden og Rage Against the Machine-numre. Den koncert kan kun gå hen og blive en af festivalens bedste!
Kunstner
Titel
Out of Exile
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter