Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
Endelig udsendt i Danmark - svenske super-rockere Mustaschs andet Monsterdrøn, "RatSafari". Svenske Mustasch er stadigvæk kun kult i Danmark - endda i en grad, så deres album fra maj 2003, "RatSafari" først nu udsendes herhjemme! Men Mustaschs follow-up til deres blændende fuldlængde debut, "Above All" har bestemt været værd at vente på, for dette her band spiller fremdeles deres powerfulde heavy rock med kuglerne.

Mustasch elsker heavy rock historien - og de elsker at tage favntag med den som var de små svin i en overpisset mudderpøl. Sådan var det på "Above All" og sådan er det på "Ratsafari", hvor bandet dog også søger lidt nye vinkler til den hårde, muskuløse "knallertrock" (tak, Ulrich!), der dominerede debutten.

Men mest af alt er det de svinetunge Sabbath n Roll riffs, der driver denne dynamiske kvartet fremad. Mustasch grænser ofte op til deciderede pasticher, som fx i "Fredrika", hvor bandet lige er et smut inden om Dios legendariske "Holy Diver" hymne inden de fortsætter på deres helt egen færd. Og så er der den dybt Danzigske "Black City", som den lille onde mand ville ha knækket adskillige nakker for selv at have skrevet. Og så lyder titelnummeret indledningsvis som var det skrevet til "Paranoid" eller "Master Of Reality".

Som nævnt er der også lidt nye vinkler på Mustasch, hvilket man fornemmer bedst i den modbydeligt langsomme og meget atmosfæresfyldte "6:36", der ikke mindst har et dræberfedt dobbelt-guitar break og en stilig bluesy lead guitar outro. En lidt mere emotionel udgave af Mustasch, fornemmer man.

Men når alt kommer til alt og man har lyttet sig ind på "RatSafari", så lyder den egentlig ganske meget som Mustasch skal lyde: hård, heavy og lige i fjæset. Ikke helt så overrumplende og gennemført som på "Above All", men mindre kan gøre det, og det siger en hel del om Mustasch, at de lukker deres nye album med et nummer, "Monday Warrior", som mange ligesindende ville ha bappet den lange, slimede gren for at have haft med som album åbner.

PS. Om den groovy og grumt rockende "Monday Warrior" så også er en hyldestsang til Heavyjam.dk vides ikke, men vi lader da gerne som om.

Kunstner
Titel
RatSafari
Label
Distributør
Genre
Karakter
4