Ugens Monsterdrøn
Updated
Så skete det: 666 stjerner fra Lars Schmidt til Heaven & Hells nye dvd/cd ""Live 2007 - Radio City Music Hall"! Et rent, højlydt og klingende 13-tal var, hvad jeg gav Heaven & Hell i karakter efter deres helt igennem fantastiske optræden på Sweden Rock i år. Men med den viden, jeg har i dag, ville jeg langt hellere have oplevet mørkemetallens korsfarere i Radio City Music Hall, New York tidligere i år. Ikke fordi musik-hallen er placeret i en mere eksotisk del af verden end Sölvesborg. Ikke fordi jeg fortryder mit svenske 13-tal. Men fordi koncerten i USA var en del numre længere end koncerten på Sweden Rock.
Så, ja, "Live 2007 - Radio City Music Hall" får også 13 i dag. Men det er kun, fordi der ikke er en karakter, der hedder 15. Nej, sgu! Den får 666 stjerner!
15 numre på en dobbelt cd og en dvd af høj, høj kvalitet. Eksekveret elegant, energisk og ekstraordinært overbevisende af en flok herrer meget tæt på de 60. Ja, den mest overbevisende af dem alle er nu blevet 65! Navnet? Ronnie James Dio, den lille mand, verdens største rock-sanger gennem tiderne (ja, bedre end Coverdale, Gillan, Plant, Lynott, Lemmy, Ozzy, Glenn Hughes!!!).
Manden, der gjorde Ritchie Blackmores Rainbow til mere end et guitar-lir-band. Manden. der overbevisende stærkt afløste Ozzy Ozbourne i Black Sabbath. Og gjorde det bedre end Ozzy (i al respekt!). Manden, der forlod Black Sabbath og skabte sit eget orkester, Dio, og dermed også nogle af 80'er-hard rockens stærkeste og mest klassiske album ("Holy Diver" og "The Last in Line").
Black Sabbath i Dio-inkarnationen leverede to af de bedste, ja måske de to bedste album i 1980'erne: "Heaven and Hell" (1980) og "Mob Rules" (1981). Stort, stort, giga-stort, med klassiker på klassiker. Og så gik Dio solo i sit eget orkester, inden han i 1992 for en, desværre, meget kort bemærkning røg med i Sabbath igen for at skabe det alt for oversete og undervurderede album "Dehumanizer".
Og så i 2006 var der igen hul i Dios kalender. Og i Tony Iommis og Geezer Butlers. Suppleret med trommeslager Vinnie Appice fra "Mob Rules" og "Dehumanizer" gik de først i studiet og indspillede noget af det mest opløftende, undertegnede længe har hørt: Tre nye numre, som bare sparker SÅ meget røv, er så melodiske og veludførte, at helvede i dén grad bliver til himmel. De tre numre (udgivet på "The Dio Years" - Red.) blev siden til én turné, så to - og nu er de vist nok i gang med den tredje!
Og af respekt for Ozzy-æra Sabbath har de fire valgt ikke at kalde sig Black Sabbath (selv om det ville have været helt fair og i orden). Nej, de tog navnet Heaven & Hell - og leverede noget af det bedste, Black Sabbath nogensinde har leveret. Fire modne mænd, der nyder at spille sammen, har noget på hjerte og bare eksekverer SÅ flot og overbevisende.
Der er de gode, gamle superhits fra dengang, at far her var 15: "Sign of the Southern Cross", "Heaven and Hell", "Children of the Sea", "Neon Knights", "Voodoo", "Falling Off the Edge of the World", "Mob Rules" - og så en samling skønne, skønne overraskelser, som trækker karakteren op på 666 stjerner: "I", "Lady Evil", "Lonely Is the Word" og så to af de tre nye, "The Devil Cried" og "Shadow of the Wind".
I nogle tilfælde 27 år gamle numre, som nu får tilført nyt liv og ny energi. Det er simpelthen bare SÅ meget verdensklasse, at det er svært at se, at der overhovedet er nogen på "markedet", der kan levere tilnærmelsesvis i samme klasse.
Hvor ville jeg ønske, at de fire mørkemænd smuttede i studiet og indspillede et HELT album. Indtil resultatet af dét sker, så vil jeg med meget jævne mellemrum nyde "Live 2007 - Radio City Music Hall". Dvd'en ovenikøbet med okay ekstramateriale, interviews med de fire og meget andet.
Du kan med held erhverve dig både dobbelt-cd og dvd. Begge dele er alle 666 stjerner værd!
Så, ja, "Live 2007 - Radio City Music Hall" får også 13 i dag. Men det er kun, fordi der ikke er en karakter, der hedder 15. Nej, sgu! Den får 666 stjerner!
15 numre på en dobbelt cd og en dvd af høj, høj kvalitet. Eksekveret elegant, energisk og ekstraordinært overbevisende af en flok herrer meget tæt på de 60. Ja, den mest overbevisende af dem alle er nu blevet 65! Navnet? Ronnie James Dio, den lille mand, verdens største rock-sanger gennem tiderne (ja, bedre end Coverdale, Gillan, Plant, Lynott, Lemmy, Ozzy, Glenn Hughes!!!).
Manden, der gjorde Ritchie Blackmores Rainbow til mere end et guitar-lir-band. Manden. der overbevisende stærkt afløste Ozzy Ozbourne i Black Sabbath. Og gjorde det bedre end Ozzy (i al respekt!). Manden, der forlod Black Sabbath og skabte sit eget orkester, Dio, og dermed også nogle af 80'er-hard rockens stærkeste og mest klassiske album ("Holy Diver" og "The Last in Line").
Black Sabbath i Dio-inkarnationen leverede to af de bedste, ja måske de to bedste album i 1980'erne: "Heaven and Hell" (1980) og "Mob Rules" (1981). Stort, stort, giga-stort, med klassiker på klassiker. Og så gik Dio solo i sit eget orkester, inden han i 1992 for en, desværre, meget kort bemærkning røg med i Sabbath igen for at skabe det alt for oversete og undervurderede album "Dehumanizer".
Og så i 2006 var der igen hul i Dios kalender. Og i Tony Iommis og Geezer Butlers. Suppleret med trommeslager Vinnie Appice fra "Mob Rules" og "Dehumanizer" gik de først i studiet og indspillede noget af det mest opløftende, undertegnede længe har hørt: Tre nye numre, som bare sparker SÅ meget røv, er så melodiske og veludførte, at helvede i dén grad bliver til himmel. De tre numre (udgivet på "The Dio Years" - Red.) blev siden til én turné, så to - og nu er de vist nok i gang med den tredje!
Og af respekt for Ozzy-æra Sabbath har de fire valgt ikke at kalde sig Black Sabbath (selv om det ville have været helt fair og i orden). Nej, de tog navnet Heaven & Hell - og leverede noget af det bedste, Black Sabbath nogensinde har leveret. Fire modne mænd, der nyder at spille sammen, har noget på hjerte og bare eksekverer SÅ flot og overbevisende.
Der er de gode, gamle superhits fra dengang, at far her var 15: "Sign of the Southern Cross", "Heaven and Hell", "Children of the Sea", "Neon Knights", "Voodoo", "Falling Off the Edge of the World", "Mob Rules" - og så en samling skønne, skønne overraskelser, som trækker karakteren op på 666 stjerner: "I", "Lady Evil", "Lonely Is the Word" og så to af de tre nye, "The Devil Cried" og "Shadow of the Wind".
I nogle tilfælde 27 år gamle numre, som nu får tilført nyt liv og ny energi. Det er simpelthen bare SÅ meget verdensklasse, at det er svært at se, at der overhovedet er nogen på "markedet", der kan levere tilnærmelsesvis i samme klasse.
Hvor ville jeg ønske, at de fire mørkemænd smuttede i studiet og indspillede et HELT album. Indtil resultatet af dét sker, så vil jeg med meget jævne mellemrum nyde "Live 2007 - Radio City Music Hall". Dvd'en ovenikøbet med okay ekstramateriale, interviews med de fire og meget andet.
Du kan med held erhverve dig både dobbelt-cd og dvd. Begge dele er alle 666 stjerner værd!
Kunstner
Titel
Live 2007 Radio City Music Hall
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter