Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens monsterdrøn

Populær
Updated
Ugens monsterdrøn
Opeth er stadig Skandinaviens ubestridte metalmestre. Det synes ikke at være tre år siden, at Opeth udgav deres forrige album, "Ghost Reveries". Det gør det ikke af den simple grund, at denne skive stadigvæk ofte bliver smækket på og prissat, som det mesterværk, det er. Forventningerne var derfor ganske store til det efterfølgende album, som nu er på gaden. Det har fået titlen "Watershed".

Taget deres medgang i betragtning, ville det være nemt for svenskerne at trække et album op af ærmet, som lægger sig i slipstrømmen af den succesrige "Ghost Reveries". Dette er ikke tilfældet. Det er faktisk langt fra tilfældet! Lige siden "Still Life" udkom i 1999, har det været standard for Opeth at forny sig, og "Watershed" er ikke undtagelsen. Her forekommer opstandelser både hvad angår det kompositoriske og det soniske.

Efter en uvant stille åbner for Opeth, den akustiske "Coil", bliver der med "Heir Apparent" blæst op for et typisk Opeth horrorriff, i en af de få sange på pladen som har en overvægt af Mikael Åkerfeldts geniale growl.

Det er dog først med den tredje skæring, "The Lotus Eater", at formen for alvor går op i en højere enhed. Her begynder Åkerfeldt ironisk nummeret med at nynne uskyldigt, inden sangen springer midt ind i et inferno af grind og progressive kompleksiteter – selvfølgelig med skønsang som friktion. Sangen er formentlig det mest komplekse, Opeth til dato har komponeret, men også noget af det absolut bedste.

Det samme gør sig gældende for både den elleve minutter lange "Hessian Peel", som starter med at være en typisk Opeth ballade, for senere at gå over i melodiøse mellemstykker en masse, samt den afsluttende "Hex Omega". I begge sange vægtes det melankolske og det aggressive lige højt.

"Watershed" spænder mere vidt end noget andet Opeth album. Om pladens velovervejede disharmoni til dels skyldes de to nye medlemmer af Opeth, Martin Axenrot på trommer og Fredrik Åkesson på guitar, kan der kun gisnes om. Sangskrivningen står Åkerfeldt i hvert fald stor set stadig ene for, og han udfordrer denne gang sig selv grænseløst.

Og så er der ikke engang blevet nævnt "Burden", som halvvejs gennem pladen dukker frem som årets mest grandiose ballade. Her skinner Åkerfeldts vokal igennem, og han beviser, at ingen – ingen! – på heavyscenen i dag synger med bare tilnærmelsesvis sammen indfølte oprigtighed.

"Watershed" har været en af årets mest anticiperede udgivelser, og den tager også posten som en af årets bedste. Kompleksiteten vil unægtelig sætte kedelige, normative lyttere af, men de som skider på regler og som kan se ud over principsager i heavyens navn, har fandens gode oplevelser at se frem til.

Se videoen til førstesinglen, "Porcelain Heart" her:

Kunstner
Titel
Watershed
Distributør
Karakter
5