Ugens Monsterdrøn
Updated
40 år med Lemmy - fra 60'er rocker til Motörhead-ikon. Mathias Nielsen dykker ned i den højinteressante Lemmy-opsamling "Damage Case" og sætter volumen i bund. Ud af Marlboro-tågerne og med en Jack & Coke on the rocks i hånden, træder naturligvis vores alle sammens Lemmy (med det borgerlige navn Ian Fraser Kilmister)!
For at fejre at ikonet nu har ”levet” på musikscenen i noget der ligner 40 (!) år, udgiver Sanctuary Records denne yderst interessante dobbelte cd-kollektion, som tegner et meget nuanceret billede af Lemmys liv og musikalske gøren og laden.
CD 1 fokuserer på foråret af hr. Kilmister’s karriere, mens CD 2 tager fat på cover-versioner og andre kuriøsiteter. De første tre numre med The Rockin’ Vickers på første disc er helt tilbage fra 1966. Det var dengang, Lemmy stadig var svigermors drøm (hun skulle bare have vidst!). Her varetager Lemmy guitaren, og musikalsk set, kan The Rockin’ Vickers bedst sammenlignes med The Who. Ja, ”It’s Alright” er en alternativ version af førnævntes klassiker ”The Kids Are Alright”. Det bemærkelsesværdige er, at The Rockin’ Vickers utvivlsomt er det mest polerede projekt, Lemmy nogensinde har lagt navn til.
I Sam Gopal (opkaldt efter bandets percussionist) spillede Lemmy en langt større rolle – nemlig som forsanger. Musikken er stærkt inspireret af bølgen af psykedelisk tung rock, der vandt frem i USA årene forinden med bannerførere som Iron Butterfly, Steppenwolf og Blue Cheer. Men tjek lige hoved-riffet i ”Escalator”, som bestemt ikke er ulig Motörheads i ”Stone Dead Forever”!
Som bekendt kom Lemmy senere med i Hawkwind – et andet psykedelisk band, der også havde en vis hang til boogie-rock (lyt til ”Silver Machine”). Men disse tre Hawkwind-sange emmer mere end noget andet af diverse former for illegale rusmidler.
De illegale rusmidler var også en af hovedårsagerne til at Lemmy blev sparket ud af Hawkwind og dannede Motörhea, som vist ikke behøver nærmere introduktion... Sideløbende med Motörheads spæde fødsel havde Lemmy sat tid af til at medvirke på The Damneds cover af Sweets ”Ballroom Blitz”, mens der også blev samarbejdet med Girlschool og Wendy O. Williams på en række numre (noget, der fik fanskaren til at råbe "sell-out"!) – og alt sammen findes på denne udgivelse.
CD 2 er knap så interessant som 1’eren. Her er der en håndfuld Motörhead-sange, som vi alle kender i forvejen, men det, der fylder mest, er ”hyldest-projekterne” til Elvis & co.: Lemmy & The Upsetters i 1990 og Lemmy & Friends ti år senere. Udgivelser, der fik de fleste kritikere til at kaste op i lårfede stråler. Undertegnede var godt på vej til det samme efter at have stiftet bekendtskab med Lemmys fuldstændig utilgivelige og nådesløse maltraktering af klassikere som ”Blue Suede Shoes”, ”Learning the Game” og værst af alt ”Big River”! Nej, Lemmy, du er sgu ikke Johnny Cash!
Hvis man skynder sig at skippe over disse fejlinklusioner finder man Motörheads middelmådige coverversioner af Queen’s ”Tie Your Mother Down” og Metallica’s ”Enter Sandman”, mens der straks er mere ved fortolkningerne af ”Whiplash” og slet ikke mindst Black Flags ”Thirsty and Miserable” og Maidens ”The Trooper”.
”Shake Your Blood”, Lemmy’s bidrag til Dave Grohls kultprojekt Probot er også at finde her. Grohl er citeret for at have sagt: ”Fuck Elvis and Keith Richards! Lemmy’s the King of Rock’n’Roll! He’s a living, breathing, drinking and snorting fucking legend! No one else comes close!” Så har man hørt det med…
Selvom fornævnte maltraktering af klassikere laver en ordentlig ridse i Jack Daniels-flasken, så bejler denne samling sange allerede til titlen som årets bedste. Den er et must-have for alle Lemmy-fans og folk, der generelt er interesserede i musikhistorie. Man kommer simpelthen hele vejen rundt om Ian Kilmister – på godt og ondt.
For at det nævnte ikke skulle være nok, kommer discene tilmed i en smuk indpakning, med liner notes af den anerkendte musikskribent, Phil Alexander, som bestemt ikke gør sættet mindre værdifuldt.
For at fejre at ikonet nu har ”levet” på musikscenen i noget der ligner 40 (!) år, udgiver Sanctuary Records denne yderst interessante dobbelte cd-kollektion, som tegner et meget nuanceret billede af Lemmys liv og musikalske gøren og laden.
CD 1 fokuserer på foråret af hr. Kilmister’s karriere, mens CD 2 tager fat på cover-versioner og andre kuriøsiteter. De første tre numre med The Rockin’ Vickers på første disc er helt tilbage fra 1966. Det var dengang, Lemmy stadig var svigermors drøm (hun skulle bare have vidst!). Her varetager Lemmy guitaren, og musikalsk set, kan The Rockin’ Vickers bedst sammenlignes med The Who. Ja, ”It’s Alright” er en alternativ version af førnævntes klassiker ”The Kids Are Alright”. Det bemærkelsesværdige er, at The Rockin’ Vickers utvivlsomt er det mest polerede projekt, Lemmy nogensinde har lagt navn til.
I Sam Gopal (opkaldt efter bandets percussionist) spillede Lemmy en langt større rolle – nemlig som forsanger. Musikken er stærkt inspireret af bølgen af psykedelisk tung rock, der vandt frem i USA årene forinden med bannerførere som Iron Butterfly, Steppenwolf og Blue Cheer. Men tjek lige hoved-riffet i ”Escalator”, som bestemt ikke er ulig Motörheads i ”Stone Dead Forever”!
Som bekendt kom Lemmy senere med i Hawkwind – et andet psykedelisk band, der også havde en vis hang til boogie-rock (lyt til ”Silver Machine”). Men disse tre Hawkwind-sange emmer mere end noget andet af diverse former for illegale rusmidler.
De illegale rusmidler var også en af hovedårsagerne til at Lemmy blev sparket ud af Hawkwind og dannede Motörhea, som vist ikke behøver nærmere introduktion... Sideløbende med Motörheads spæde fødsel havde Lemmy sat tid af til at medvirke på The Damneds cover af Sweets ”Ballroom Blitz”, mens der også blev samarbejdet med Girlschool og Wendy O. Williams på en række numre (noget, der fik fanskaren til at råbe "sell-out"!) – og alt sammen findes på denne udgivelse.
CD 2 er knap så interessant som 1’eren. Her er der en håndfuld Motörhead-sange, som vi alle kender i forvejen, men det, der fylder mest, er ”hyldest-projekterne” til Elvis & co.: Lemmy & The Upsetters i 1990 og Lemmy & Friends ti år senere. Udgivelser, der fik de fleste kritikere til at kaste op i lårfede stråler. Undertegnede var godt på vej til det samme efter at have stiftet bekendtskab med Lemmys fuldstændig utilgivelige og nådesløse maltraktering af klassikere som ”Blue Suede Shoes”, ”Learning the Game” og værst af alt ”Big River”! Nej, Lemmy, du er sgu ikke Johnny Cash!
Hvis man skynder sig at skippe over disse fejlinklusioner finder man Motörheads middelmådige coverversioner af Queen’s ”Tie Your Mother Down” og Metallica’s ”Enter Sandman”, mens der straks er mere ved fortolkningerne af ”Whiplash” og slet ikke mindst Black Flags ”Thirsty and Miserable” og Maidens ”The Trooper”.
”Shake Your Blood”, Lemmy’s bidrag til Dave Grohls kultprojekt Probot er også at finde her. Grohl er citeret for at have sagt: ”Fuck Elvis and Keith Richards! Lemmy’s the King of Rock’n’Roll! He’s a living, breathing, drinking and snorting fucking legend! No one else comes close!” Så har man hørt det med…
Selvom fornævnte maltraktering af klassikere laver en ordentlig ridse i Jack Daniels-flasken, så bejler denne samling sange allerede til titlen som årets bedste. Den er et must-have for alle Lemmy-fans og folk, der generelt er interesserede i musikhistorie. Man kommer simpelthen hele vejen rundt om Ian Kilmister – på godt og ondt.
For at det nævnte ikke skulle være nok, kommer discene tilmed i en smuk indpakning, med liner notes af den anerkendte musikskribent, Phil Alexander, som bestemt ikke gør sættet mindre værdifuldt.
Kunstner
Titel
Damage Case
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter