Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Populær
Updated
Ugens Monsterdrøn
Dødskongerne Obituary er tilbage og Morten Vejlstrup er ovenud begejstret for come back albummet "Frozen In Time". Skønt at se “The Obies” tilbage for fuld kraft. Endda på Roadrunner, som vel, om noget andet label i verden, var synonymt med death metal i slutningen af 80’erne/starten af 90’erne. Uoverensstemmelser mellem bandet og pladeselskabet var oprindelig også en af hovedfaktorerne til, at de holdt en ”pause” på næsten syv år, så undertegnede er positivt overrasket over, at man for en gangs skyld har formået at begrave stridsøksen og i stedet fokusere på det, som er sagens kerne: DEATH METAL!

Det er ikke kun bandet, der er tilbage, men så sandelig også den gamle mesterproducer Scott ”God” Burns. Denne gang i en mere tilbagelænet rolle som konsulent/rådgiver for band og chefproducer, Mark Prator. Obituary var med sin debutplade ”Slowly We Rot” med til at definere death metal genren og hele Florida death metal lyden. På den nye skæring, "Frozen In Time" har de bibeholdt en række af de gamle dyder og sågar fremtryllet en sprød moderne lyd, som virkelig sætter fokus på deres varemærker: John Tardys syge vokal (han lyder som en snærende køter med hundegalskab… forstået på den fede måde) samt det teknisk sublime guitarspil fra Trevor Peres.

Lige fra det første nummer på skiven, som i øvrigt er et instrumentalnummer, er der knald på. Bandet har så absolut ikke glemt, hvordan man laver en fed og ørehængende metalplade. Den har noget, som jeg nærmest vil betegne som groove over sig; nok fortrinsvis fordi melodierne er tydelige, dog uden at man føler, at man bliver trukket igennem en kommerciel popplade. Jeg kan ikke sætte en eneste finger på dette udspil. Det eneste, der er vokset lidt fra Obituary, er nok markedets og tidens trend, så de har ikke samme rå chokeffekt, som da de startede. Lige meget hvor meget man prøver, så generobrer man aldrig den galskab og friskhed, der i sagens natur findes på en debutplade (det er fandeme da en af de sandeste sætninger, skrevet i dette zine - Red.).

Jovist er det i forhold til for små 20 år siden fem væsentligt dygtigere musikere, der i august indtager Wacken Open Air med Kong Kent og undertegnede på første række, men Obituary vil primært blive afkrævet materiale fra deres to første albums, når setlisten rundes af. Men dette er en plade, som alle der var med dengang, alle der lige er hoppet på den ekstreme metalvogn og alle som bare godt kunne trænge til at få rystet garnet grundigt igennem, skal eje.

Kunstner
Titel
”Frozen in Time”
Distributør
Karakter
4