Ugens monsterdrøn

Franske Gojira har lavet et sælsomt album, der ikke er til at ryste af sig. En gammel fordom siger at franskmænd ikke kan spille rock'n'roll, og noget om snakken er der, for et land af Frankrigs størrelse har fostret forbløffende få lytteværdige rockbands gennem tiden. Og selvom Gojira er et fransk band, hører det dog bestemt ikke til i dén kategori, men er derimod et godt bud på den næste store ting.

Gojiras musik er i boldgade med Mastodon, men er mere enkel og har flere dødselementer, og et band som Meshuggah kunne de også minde lidt om, selvom Gojira er tungere.

Den forrige skive, "From Mars to Sirius" (2005), var godt nok ikke deres første, men det var den, der introducerede dem til den amerikanske scene. Den plade handlede om jordens snarlige miljømæssige undergang, og det tema er blevet videreført til et mere personligt plan på "The Way of All Flesh".

At teksterne handler om andet og mere alvorlige ting end drager og trolde, har givet kvartetten et ry af at være et intellektuelt metalband. Det er måske at tage munden for fuld, men det er helt sikkert at det appellerer til de mere tænkende metalhoveder.

"The Way of All Flesh" er ikke et album der åbner sig op ved første gennemlytning, men efter et stykke tid begynder det hele at give mening. For selv om der sker meget på det, er det samlede udtryk meget stramt.

I forhold til forgængeren er det ikke så doomet og storladent i riffene, hvilket egentlig er en skam (undertegnede kunne i hvert fald have klaret en runde mere med meteorknuserriffs), men det er til gengæld en plade hvor de musikalsk tager flere chancer, blandt andet med et sælsomt, bouncy riff i åbningsnummeret, Oroborus.

Alle riffene snirkler sig ind og ud af det sære, det tunge og det harmoniske, og forvrængningen er markant, uden at der er tale om en overkompresset amerikaner én af slagsen. Gojiras er mere svømmende.

Vokalen er i flere lag og mere messende end den er growlende, hvilket bidrager til den sælsomme stemning der er på pladen, og kunne i øvrigt minde lidt om Meshuggahs. Den bevæger sig ind og ud af nogle næsten-melodier som på godt og ondt gør pladen til én, der kræver flere og flere gennemlytninger.

Det er nemlig ikke en egentlig behagelig plade, men den er fandens svær at lægge fra sig, når man først har lyttet til den.