Ugens Monsterdrøn

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/25/00/e5/1832-l.jpg
22. Maj 2007    

Ozzy er i topform, og "Black Rain" vinder især ved flere gennemlytninger.

Titel
Black Rain
Label
Distributør
Forfatter
Karakter
4

Endelig! E-N-D-E-L-I-G handler det om musikken. Ozzy Osbourne har lagt de private klovnerier på hylden og har givet os savlende, hungrende fans et højpotent album, der efter en noget anonym start bare vokser og vokser for hver gennemlytning. Og beviser endnu engang, at den mand bare ikke kan lave dårlige eller ligegyldige plader (ja, ikke engang coveralbummet ”Under Cover” fra 2005 var dårlig!).



Men hvad er det så, vi får denne gang? Vi får først og fremmest bekræftet, at rygterne om Ozzys tilbagetrækning intet har på sig. Manden er jo i topform (!) musikalsk, sang- og tekstmæssigt på et album med et miljø- og anti-krigs tema. Der er flere rigtig gode kompositioner på et album, der er spækket med guitarist Zakk Wyldes monster-riff og fantastiske soloer. Men vi får også en tilbagelænethed, vi ikke rigtig har haft fra The Ozz før.



”Black Rain”, som Ozzy selv kalder sit bedste album siden ”No More Tears” (1991), starter enkelt og effektivt med selvironisk at forkynde, at ukrudt ikke forgår så let: ”Not Going Away”, båret oppe af et tungt og møgbeskidt nedstemt riff og et simpelt og effektivt omkvæd. Han følger op med at understrege ”I Don’t Wanna Stop”, selv om han har været "over the top" i mange år. Et nummer med smæk på. Og et nummer som riffmæssigt minder om to’eren fra stærke ”Down to Earth” (2001), det eminente, tung-riffede ”Facing Hell”.



Når vi nu har overlevet indgangsbønnen, hvor Ozzy fortæller os, at vi aldrig slipper for ham (og Gudskelov for det!), gearer vi ned og går i gang med alvoren på albummet: Kampen mod krigen i det stærke, melodiske episke titelnummer. En stille, dyster start, stemningsmættet mundharmonika og så lidt op i tempo, men tilbagelænet og melodisk. Sang nummer fire, ”Lay Your World On Me”, er en stærk power ballade, som starter på kuldegysende vis. Et nummer, hvor Ozzy viser sin musikalske forkærlighed for David Bowie.



”The Almighty Dollar”: Alene titlen får én til at smile. En satirisk hymne til verdens omdrejningpunkt nummer ét, dollar’en. Pakket ind i en flabet cirkusbass og et røv-tungt guitarriff. Og så en overordentlig melodisk overgang til det satiriske omkvæd: "God bless the almighty dollar."



”11 Silver” er ren Zakk Wyldesk smadder, en højenerisk metaleksplosion, som fører over i et af albummets stærkeste numre, ”Civilize the Universe”. Et riff-mæssigt potent nummer med et virkelig stærkt drive. Dét nummer glæder jeg mig rigtig meget til at høre live den 13. juni i Forum.



Og naturligvis er der også en rigtig Ozzy-ballade, sådan både lidt Lennon-, Beatles- og Electric Light Orchestra agtigt: ”Here For You”, som denne anmelder synes klart overskygger den alt for slemme ”Dreamer” fra ”Down to Earth”. En rigtig fin ballade med flygel, strygere og hele svineriet.



Og så er der ellers dømt monster-riff numero uno på dette album. ”Countdown’s Begun” starter stille og meget melodisk, og så sprøjter Zakk ellers bare dét riff ud, som sparker allermest igennem på hele ”Black Rain”. Albummet slutter i højt gear med ”Trap Door”, et up-tempo nummer, meget melodisk sine steder og med et hårdt og sejt mellemspil.



Men er ”Black Rain” så det bedste Ozzy-album siden ”No More Tears”, som Ozzy selv hævder? Nej, det er det ikke. Ikke i denne ganske trofaste anmelders ører. ”Black Rain” vinder, fordi det virker til at blive et langtidsholdbart album med stærke, vedkommende tekster og et riff-univers, der bare sparker røv. Dejligt, at Ozzy er tilbage igen. I topform – og så med det, som det egentlig handler om: musikken.



Men nej, der er ting, der er også trækker fra: en kedelig og steril trommelyd og mangel på virkelig topscorere rent kompositionsmæssigt. Der er – som jeg hører det efter mere end et dusin gennemlytninger – ikke en egentlig Ozzy-klassiker på albummet. Men ”Black Rain” holder høj, høj klasse, ingen tvivl om det. Det bliver dog overgået af både – og især – ”Ozzmosis” (1995) og ”Down to Earth” (2001), der hver især har en større friskhed og vildskab over sig. Og vildskaben mangler altså på ”Black Rain”.



Men hvor jeg dog glæder mig til at opleve Ozzy i Forum, hvor han forhåbentlig indlemmer ”Civilize the Universe”, ”Countdown’s Begun” og ”Not Going Away” i live-sættet.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her