Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
Nick Oliveri and the Mondo Generator har begået et monsterdrønende album, der emmer af hardcore punk, røvballerock, Turbonegro og Johnny Cash! Da Josh Homme for et par år siden fyrede Nick Oliveri fra Queens of the Stone Age (QOFSA) - det var vist noget med lidt vold mod fru Homme(!) - fjernede han samtidig en stor del af bandets hardcore punkede kant, hvilket tydeligt hørtes på den – til tider – lidt søvndyssende ”Lullabies to Paralyze” fra 2005.

Nick Oliveri havde lige forinden hevet sit sideprojekt Mondo Generator frem i lyset igen, efter en længere pause efter debuten ”Cocaine Rodeo”, som egentlig levede fint op til sit navn og pegede i tusinde forskellige retninger.

Ikke overraskende kan man her på album nummer tre høre stærke inspirationer fra kultbandet The Dwarves, som Oliveri i øvrigt også præsterede at blive fyret fra. Efter at have hørt et nummer som ”All the Way Down” står det også klart, at det var Nicks idé at trække Turbonegro med på QOTSAs USA-turnè.

Desværre er albummet indspillet i forskellige studier over flere sessions, og det høres lidt for tydeligt. Men til gengæld er her samlet set tale om en stærk udgivelse, og for dem der var i tvivl om, hvilken rolle Nick Oliveri spillede i QOTSA er svaret at finde her.

Det, undertegnede syntes manglede på ”Lullabies to Paralyze” (og som der var masser af på ”Songs for the Deaf”), findes på ”DEAD PLANET...”. Det kan varmt anbefales at investere sine surtopsparede penge her. Der er både røvballerock med perverse tekster (”She Only Owns You”), hardcore punk (”Life of Sin”), syng-med-råk’n’røwl (”I Never Sleep”) og sågar en fin ballade (”Take Me Away”).

Og så sig lige, at du har et øje tørt efter at have hørt det skjulte nummer, som er en hillbilly-liveversion af ”Sam Hall”, som hr. Johnny Cash udødeliggjorde.

KØB!

Titel
DEAD PLANET: SonicSlowMotionTrails
Distributør
Genre
Karakter
4