Ugens retrodrøn
Populær
Updated
En tur tilbage i den elekstriske stol via restaureringen af Metallicas bagkatalog; dog stadig kun på LP. Siden sidste uge, hvor vi anmeldte den netop genudgivne dobbeltvinylversion af Metallicas debutalbum "Kill em All" (læs anmeldelsen [url=http://heavyjam.dk/ezine/arkiv/index.php?id=1912]HER!), har de aldrende metalhoveder offentliggjort betænkeligt Spinal Tapske og klicheklingende "Death Magnetic" som titel på deres niende album.
Dét skal dog ikke afholde os fra også at kigge nærmere på den restaurerede udgave af "Ride the Lightning", som røg på gaden samtidig med "Kill em All". Ligesom sidstnævnte fås denne udgivelse også både på dobbelt- og enkeltvinyl.
Som de fleste læsere nok allerede ved, så var "Ride the Lightning" det første album, bandet indspillede på Amager med Flemming Rasmussen i Sweet Silence-studierne.
[img]http://heavyjam.dk/img/2404.jpg[/img]Elefantøl og studiesessions
Et utal af anekdoter er siden blevet fortalt i mangen en biografi; heriblandt hvordan kvartetten sov på gulvet i b-rummet, ofte drak sig i elefantølhegnet hos Lars Ulrichs ven/heavy metal-fadder Ken Anthony - dengang havde James hverken fundet Jesus eller stillet sprutten på hylden, og han råbte heller ikke "HURRAH" mellem sangene på livescenen.
Inden indspilningerne på den sydkøbenhavnske ø, fandtes der allerede demoversioner af fire sange: "Fight Fire with Fire" (som allerede var klar omkring "Kill em All"s udgivelse), legendariske "Creeping Death", samt titelnummeret og "The Call of Ktulu" (tidligere "When Hell Freezes Over"); begge numre, hvor Dave Mustaine havde haft fingrene med i kompositionsspillet.
Rygtet vil vide, at "For Whom the Bell Tolls" blev undfanget live i studiet under et jam, hvor Cliff Burton tilsyneladende havde en stor stund med sin firstregende. Ligeså blev det kiksede "Escape", der udgør eneste skamplet på et album, som ellers havde fortjent en klokkeklar topkarakter (Metallica har selv forsøgt at glemme nummeret ved aldrig at have spillet det live).
[img]http://heavyjam.dk/img/2406.jpg[/img]Til metalhundens pladehylde
I modsætning til på "Kill em All", eksperimenterer Metallica for første gang med et dynamisk udtryk, der ikke hamrer derudaf med 250 i timen. Tag bare "For Whom the Bell Tolls", instrumentale "The Call of Ktulu" og ikke mindst den kontroversielle ballade, "Fade to Black", der for første gang fik heavy-konservatisterne til at råbe "sell out!", mens metalmilitsen skrålede "vagt i gevær!".
Ikke desto mindre var "Fade to Black" og disse andre numre med til at cementere Metallicas position som et band, der kunne andet end bare thrash, thrash og så lidt mere thrash. I kølvandet på dette nummers udgivelse, var det var som om, powerballader pludseligt blev accepteret blandt de hårde kollegaer, og så skinner Cliff Burtons baggrund i klassisk musik - som for alvor blev synlig på "Master of Puppets" – igennem flere steder - mest tydeligt på "The Call of Ktulu".
Fraset "Escape", er "Ride the Lightning" en vaskeægte perlerække af lynende fuldtræffere. Fra hidsige "Fight Fire with Fire" og "Trapped Under Ice", der samler tråden op, hvor "Kill ’em All" slap, over den banebrydende ballade "Fade to Black" til titelnummeret, "For Whom the Bell Tolls" og selvfølgelig "Creeping Death". Med andre ord en plade, der hører hjemme i enhver hård metalhunds pladehylde.
[img]http://heavyjam.dk/img/2403.jpg[/img]Skuffende remastering
Til sidst er der dét her med restaureringen. Kan man anbefale denne udgivelse? Hmm… "FASTER, LOUDER, HEAVIER – Metallica Like Youve Never Heard Them Before…" står der stadig stolt på det papirbånd, der er viklet rundt om pladeomslaget, og det er igen det eneste nye, der er at komme efter i forbindelse med indpakningen; stadig ingen nye liner-notes, ingen genfundne billeder fra 83-84 inde i coveret.
Og hvor remasteringen på "Kill em All" gjorde en forskel (om end ikke en signifikant en af slagsen), så er "Ride the Lightning" endnu mindre radikal i forhold til min selvfølgeligt slidte originalvinyl. Især når bandet tordner igennem, lyder det hele nøjagtigt som originalen, med andre ord er det under de stille stunder, at remasteringen glimrer.
Især under "Fade to Black" går alle (akustiske) instrumenter tydeligt igennem, og "The Call of Ktulu" er en fornøjelse at opleve i denne finpudsede version, mens også "For Whom the Bell Tolls"s soniske slag til mellemgulvet rammere renere her, men ellers er restaureringen – overordnet set - mildt skuffende.
Man har tilsyneladende ikke arbejdet (nok) med at separere instrumenter og vokaler i kanalerne, som det var tilfældet med "Kill em All", og derfor opfatter mine tinnitushærgede ører altså ikke den store forskel.
Derfor må man håbe, at årsagen til udskydelsen af næste album i serien – "Master of Puppets" – skyldes, at man vil gennemarbejde lydsiden lidt mere… "Master" udkommer i USA i næste måned, og en dansk udgivelse følger inden for en måned senere. Selvfølgelig dækker vi også dén udgivelse her på HeavyJam.dk.
Se Metallica (med Burton på bas) spille "For Whom the Bell Tolls" live i 1985 her:
Dét skal dog ikke afholde os fra også at kigge nærmere på den restaurerede udgave af "Ride the Lightning", som røg på gaden samtidig med "Kill em All". Ligesom sidstnævnte fås denne udgivelse også både på dobbelt- og enkeltvinyl.
Som de fleste læsere nok allerede ved, så var "Ride the Lightning" det første album, bandet indspillede på Amager med Flemming Rasmussen i Sweet Silence-studierne.
[img]http://heavyjam.dk/img/2404.jpg[/img]Elefantøl og studiesessions
Et utal af anekdoter er siden blevet fortalt i mangen en biografi; heriblandt hvordan kvartetten sov på gulvet i b-rummet, ofte drak sig i elefantølhegnet hos Lars Ulrichs ven/heavy metal-fadder Ken Anthony - dengang havde James hverken fundet Jesus eller stillet sprutten på hylden, og han råbte heller ikke "HURRAH" mellem sangene på livescenen.
Inden indspilningerne på den sydkøbenhavnske ø, fandtes der allerede demoversioner af fire sange: "Fight Fire with Fire" (som allerede var klar omkring "Kill em All"s udgivelse), legendariske "Creeping Death", samt titelnummeret og "The Call of Ktulu" (tidligere "When Hell Freezes Over"); begge numre, hvor Dave Mustaine havde haft fingrene med i kompositionsspillet.
Rygtet vil vide, at "For Whom the Bell Tolls" blev undfanget live i studiet under et jam, hvor Cliff Burton tilsyneladende havde en stor stund med sin firstregende. Ligeså blev det kiksede "Escape", der udgør eneste skamplet på et album, som ellers havde fortjent en klokkeklar topkarakter (Metallica har selv forsøgt at glemme nummeret ved aldrig at have spillet det live).
[img]http://heavyjam.dk/img/2406.jpg[/img]Til metalhundens pladehylde
I modsætning til på "Kill em All", eksperimenterer Metallica for første gang med et dynamisk udtryk, der ikke hamrer derudaf med 250 i timen. Tag bare "For Whom the Bell Tolls", instrumentale "The Call of Ktulu" og ikke mindst den kontroversielle ballade, "Fade to Black", der for første gang fik heavy-konservatisterne til at råbe "sell out!", mens metalmilitsen skrålede "vagt i gevær!".
Ikke desto mindre var "Fade to Black" og disse andre numre med til at cementere Metallicas position som et band, der kunne andet end bare thrash, thrash og så lidt mere thrash. I kølvandet på dette nummers udgivelse, var det var som om, powerballader pludseligt blev accepteret blandt de hårde kollegaer, og så skinner Cliff Burtons baggrund i klassisk musik - som for alvor blev synlig på "Master of Puppets" – igennem flere steder - mest tydeligt på "The Call of Ktulu".
Fraset "Escape", er "Ride the Lightning" en vaskeægte perlerække af lynende fuldtræffere. Fra hidsige "Fight Fire with Fire" og "Trapped Under Ice", der samler tråden op, hvor "Kill ’em All" slap, over den banebrydende ballade "Fade to Black" til titelnummeret, "For Whom the Bell Tolls" og selvfølgelig "Creeping Death". Med andre ord en plade, der hører hjemme i enhver hård metalhunds pladehylde.
[img]http://heavyjam.dk/img/2403.jpg[/img]Skuffende remastering
Til sidst er der dét her med restaureringen. Kan man anbefale denne udgivelse? Hmm… "FASTER, LOUDER, HEAVIER – Metallica Like Youve Never Heard Them Before…" står der stadig stolt på det papirbånd, der er viklet rundt om pladeomslaget, og det er igen det eneste nye, der er at komme efter i forbindelse med indpakningen; stadig ingen nye liner-notes, ingen genfundne billeder fra 83-84 inde i coveret.
Og hvor remasteringen på "Kill em All" gjorde en forskel (om end ikke en signifikant en af slagsen), så er "Ride the Lightning" endnu mindre radikal i forhold til min selvfølgeligt slidte originalvinyl. Især når bandet tordner igennem, lyder det hele nøjagtigt som originalen, med andre ord er det under de stille stunder, at remasteringen glimrer.
Især under "Fade to Black" går alle (akustiske) instrumenter tydeligt igennem, og "The Call of Ktulu" er en fornøjelse at opleve i denne finpudsede version, mens også "For Whom the Bell Tolls"s soniske slag til mellemgulvet rammere renere her, men ellers er restaureringen – overordnet set - mildt skuffende.
Man har tilsyneladende ikke arbejdet (nok) med at separere instrumenter og vokaler i kanalerne, som det var tilfældet med "Kill em All", og derfor opfatter mine tinnitushærgede ører altså ikke den store forskel.
Derfor må man håbe, at årsagen til udskydelsen af næste album i serien – "Master of Puppets" – skyldes, at man vil gennemarbejde lydsiden lidt mere… "Master" udkommer i USA i næste måned, og en dansk udgivelse følger inden for en måned senere. Selvfølgelig dækker vi også dén udgivelse her på HeavyJam.dk.
Se Metallica (med Burton på bas) spille "For Whom the Bell Tolls" live i 1985 her:
Kunstner
Titel
Ride the Lightning
Label
Distributør
Genre
Eksterne links
Forfatter
Karakter