Ujævn kørsel med den diabolske chauffør

Et noget ujævnt andet udspil fra Devildriver, mener Emil Svendsen, som dog også har positive bemærkninger om "The Fury Of Our Maker's Hand". Devildriver er nok mest kendt for at have Dez Fafara i front fordi han også var frontmand i Choalchamber. Bandet spiller en ikke alt for avanceret form for tung, tung, growlet metal, der ligger nærmere metalcore end død. Bandet er nu kommet med deres andet album, som er en noget ujævn omgang. Den starter ellers fantastisk: Fyrer man op for anlægget som man bør, bliver man efter et lille præludie belønnet med den ondeste (ikke hurtigste) stortrommebasken på åbningsnummeret, ”End of the Line”, som er lydmæssigt smukt sammensmeltet med guitar og bas. Lyden er i det hele taget meget helstøbt og aggressiv uden at være synderligt forvrænget – ingen mudder her. Dog er den gode Fafaras growl måske lige lovligt hæs og bjæffende for min smag. Pladen bliver klart bedre på et godt anlæg skruet godt op. Det bliver alle plader selvfølgelig, men det er markant med denne skive. Jeg har lyttet til den både i hovedtelefoner og på mit gamle anlæg, og det tabte den for meget ved. Det andet nummer ”Driving Down the Darkness” er endnu bedre end det første, med en nærmest Pantera-agtig riffstruktur, og bedre bliver det endnu med tredje track, det hektiske nummer ”Grindfucked”, der giver mindelser til Soundgardens ”Jesus Christ Pose”. Og så taber Devildriver pludselig pusten fuldstændigt. Altså: lyden er selvfølgelig stadig god, men numrene bliver for ensformige og uvedkommende. Især otteren ”Just run”, der må være en cd-filler. Bandet vinder dog meget af det tabte tilbage på de to sidste numre, titelnummeret ”The Fury of our Makers Hand” og især ”Before the Hangman's Noose”, som i hovedriffets hektiske tam- og guitarsmadder har en groovyhed over sig som virkelig er hovedsmadrende efter den sidste halve times tids kedsomhed. Ku' de dog bare have holdt den kvalitet pladen igennem.