Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vælg det vanvittige

Updated
Vælg det vanvittige
Mærkelig fransk avantgarde-metal Det ene kor siger noget a la "swee too wee ah ah ah" og det andet "bum bum bue bua, bum bum bue bua" for så at mødes i "bam bam bam-bam-bam". Jep, det er ikke et metalalbum, som man kender det. Faktisk er det ofte avantgarde jazz, hvor der blandt andet bydes på harmonika, der spiller "whap, whap, whap, whap" med et skingert keyboard. Men der er også musical a la soundtracket fra "Chicago" over det.

Albummet er en genindspilning af en allerede udgivet demo fra 2004, men sangene er her opdaterede versioner. Det er et dybt underligt album, når der benyttes distortion på guitaren er der riffs, der vækker minder om ekstremt progressive metallere i Event.

"Chrysalis", albummets åbner efter en kort intro, starter meget lovende med fed pianointro, hvor der ovenpå lægges leadguitar. Tøsen på vokal sætter ind med et growl og lidt efter følsom vokal, der går over i noget rytmisk, perkussion-agtigt ordleg, inden der går lidt bossanova i den.

Noget af det er bare alt for mærkeligt. Men efter lyt på lyt og overraskelse på overraskelse, er forundringen og beundringen stor. Det er skideskægt at høre dette album, men set på musikalsk nydelse i det lange løb taber albummet altså lidt. Samtidig er produktionen ikke fantastisk, den elektriske guitar ved ikke rigtigt, hvor den skal stå i lydbilledet.

Imponerende er det rette ord for denne udgivelse. Originalt et andet. Prætentiøst et tredje. Det er et album der vil dele vandene. De få vil elske det, og de mange hade det. Denne anmelder vælger at lægge sig midt imellem de to lejre og mellem galskaben og genialiteten.

Kunstner
Titel
Anthology II
Distributør
Karakter
2