Årets sorte metaldrøn Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/74/6c/4b/830-l.jpg
27. September 2004    

Produktionen er i verdensklasse og Cradle Of Filths nye udspil, "Nymphetamine" går rent ind i Kong Kents dunkle par øren.

Titel
"Nymphetamine"
Distributør
Karakter
4

Dani Filth og co. er tilbage! "Nymphetamine" er ganske simpelt en genial skive, fuldt ud på højde med bl.a. ”Dusk And Her Embrace”. Her er virkelig en skive der lever op til Cradle Of Filths omdømme som et stort black metal band med internationalt potentiale og appeal. Med et par skuffende plader i bagagen har Cradle Of Filth nu rejst sig som en fugl Phønix, og det glæder mig meget.



Jeg selv hørte Cradle Of Filth første gang da "A Principle Of Evil Made Flesh" netop var udkommet i 1994. Min lokale pladepusher havde fået den hjem under "Nyindkomne" og jeg forelskede mig med det samme i det cover, den corpse-paint, det image og den storslåede og groteske lyd, der var på pladen. Den stemning går igen på "Nymphetamine", hvor der virkelig er blevet kælet for lyden og musikken.



Specielt sangen "Nymphetamine Overdose" er et 9.14 minutter langt opus af stor kaliber. Sangen starter med et solidt, fedt og catchy riff. De første 40 sekunder sidder man bare og rocker med, hvorefter sangen går over i mere almindelig black metal. Det stopper dog ikke her. Ind kommer den dobbelte vokal som efterhånden synes at være Cradles image, med Danis, på den ene side meget skingre vokal og så den mere growlende og dybe vokal på den anden side. De to komplementerer hinanden perfekt, og nu introducerer man således også en ren kvindevokal, der klangmæssigt passer bedst på en kvindesolo i et kirkekor. Det hele forankres i en lyd der bedst karakteriseres som et symfoniorkester til en opera, akkompagneret af en pumpende blac kmetal maskine fra Cradles sekstet af musikere. Et orgastisk mesterværk der er smidt ind på skiven her, og det er en sand fryd for øret.



Det symfoniske element bliver også udnyttet til fulde andre steder. Der er til tider et klokkerent piano der spiller alene, og kort efter brager det store blæse-ensemble igennem, evigt og altid fulgt op af en meget brutal og rå guitarlyd. Produktionen er ganske simpelt i verdensklasse hele vejen igennem. Der er meget forskellige stilarter på pladen, og det er tydeligt at bandet har haft frie tøjler. Kunstnerne har haft frie hænder hos deres nye pladeselskab Roadrunner Records, og det har givet pote.



Med sange som "Gilded Cunt", "Nemesis", "Medusa And Hemlock" og ikke mindst "Nymphetamine Overdose" er pladen simpelthen noget af det bedste Cradle Of Filth nogensinde har lavet. Ikke det bedste dog, for her står deres debutskive "A Principle…" stadig som et pioneralbum, men "Nymphetamine" kommer meget, meget tæt på! Det er indtil videre årets black metal skive!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil