2½-3 plader med Freedom Call
Populær
Selvom bandet når alt for vidt omkring, så har Freedom Calls vellykkede indslag høj høj klasse.
2. "Thunder God"
3. "Tears of Babylon"
4. "Merlin – Legend of the Past"
5. "Resurrection Day"
6. "Under the Spell of the Moon"
7. "Dark Obsession"
8. "The Darkness"
9. "Remember!
10. "Ludwig II – Prologue"
11. "The Shadowking"
12. "Merlin – Requiem"
13. "Kingdom of Madness"
14. "A Perfect Day"
Tyske Freedom Call (allerede efter få sekunders lytning, er der ingen tvivl om nationaliten) har begået den imponerende bedrift at presse mindst to et halvt album ind på en enkelt CD. Og det havde de ikke behøvet.
Første del er det gode. Det er en rystende pompøs omgang eventyrmetal, der indtager ”Legend of The Shadowking”, med enorme mængder ørebesættende power. Omtrent hver en lille melodistump virker gennemkneppet til mindste detalje i jagten på at skabe storladen heltemusik - hvilket virker helt efter hensigten.
Det er helt afgjort ikke troldmandsgenialt, og langt hen ad hærvejen minder det om både Manowar, Helloween og Judas Priest, men det gør sådan set ikke noget. Det har tydeligvis ikke været ambitionen at skabe noget nyt, og arbejdet er i stedet koncentreret omkring det, som Freedom Call er indlysende dygtige til – at lave vaskeægte powermetal.
Den første del er således et hæsblæsende overflødighedsgallerhorn af slagmarkshymner, der kan indgyde mod før ethvert rollespil om iskrystaller og magten i World of Warcraft.
Men så er der anden og tredje del af pladen.
Anden del er balladerne, som er få, men rædselsfulde. De bør hurtigt springes over og glemmes for evigt, fordi kvalmen er så stor, at de snildt kunne få en erfaren ridderanmelder til at fylde rustningen med bræk efter få gennemlytninger – og det er altså kun Rammstein der skal synge på tysk!
Sådan forholder det sig ikke med den tredje del, der på ingen måde udøver vold mod hverken lytter, ører eller indvolde. Den afsluttende samling af hardrock-lydende sange, er såmænd bare placeret på det forkerte album, og minder mere om KISS end om bandet Freedom Call, der indleder ”Legend of The Shadowking”.
Heldigvis er første del (der faktisk udgør omkring halvdelen af pladen) som sagt i en klasse for sig inden for genren, og et stormløb af rang hvad angår de storladne melodier.