30 år – Begrænset udbytte
Populær
Texanske Helstar er i fuld gang med at fejre 30 års jubilæum. Det bliver bl.a. markeret med en europatur i september og med udgivelsen af dette dobbelte livealbum optaget i Texas tidligere på året.
1. Angels Fall To Hell
2. Towards The Unknown
3. Suicidal Nightmare
4. The King Is Dead
5. Burning Star
6. To Sleep Per Chance To Scream
7. The Plague Called Man
8. Evil Reign
9. Monarch Of Bloodshed
10. Winds Of War
Disc 2
11. Good Day To Die
12. Wicked Disposition
13. Pandemonium
14. Bitter End
15. Harker's Tale (Mass Of Death)
16. Angel Of Death
17. Baptized In Blood
18. Alma Negra
19. The King Of Hell
20. Run With The Pack
Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har stiftet bekendtskab med Helstar. I startfirserne udkom der et hav af nye lovende metalbands, og der kom Helstar nok lidt til kort. Man så deres lidt kedelige covers hos pladepusheren og bladrede så videre til de næste ...
Men nu er der så samlet op på det ved intensiv aflytning af dette jubilæumsalbum. Man må jo formode, at det er bandets allerbedste sange, som man har valgt at spille ved sådan en jubilæumskoncert. Med det udgangspunkt, synes jeg faktisk, at bandet har fået relativt lidt ud af de 30 år. Der er ikke rigtigt mange sange af klassikerstatus her. Det skal måske lige indskydes, at Helstar ikke har været lige aktive i alle 30 år. Fra 1995 til 2005 skete der således ikke meget i Helstar.
Forvirret blanding af stilarter - nye og gamle sange
Helstars musikstil er sådan lidt underlig. Der er tale om power metal, der tenderer hen imod den speedede variant – men det er en sær blanding, hvor der skiftes mellem noget thrashy amerikansk noget med halvdårlig sang, som så på næste sang efterfølges af noget, som lyder som Helloween fra Kai Hansen perioden – igen med halvdårlig sang og kedelige melodilinjer, osv.
Jeg tror måske også, at det bidrager til forvirringen, at bandet nok har skiftet lidt stil over årene, fra powermetal mod en mere rendyrket thrash-stil.
Alt i alt er det altså ikke særligt imponerende kompositioner. Men der er en god energi over det. Lyden på albummet er ikke fremragende, men giver mindelser om en reel koncertoplevelse. Sammenspillet er ok, uden at være imponerende (de mange år taget i betragtning), men det tyder så heller ikke på, at man har rettet op på sagerne i studiet efterfølgende.
Faktisk synes jeg, at sangeren James Rivera er bandets svageste led, men han bliver nok ikke sparket ud, da han er den eneste, der har været med hele vejen. Guitaristen Larry Barragan har godt nok også været med fra bandets begyndelse, men holdt en pause fra 1995 til 2006.
Det bliver bedre til sidst
Der sker dog noget på albummet, da koncerten nærmer sig sin afslutning. De sidste sange før ekstranumrene har en klart højere kvalitet end gennemsnittet på albummet. Tredjesidste sang, ’Angel of Death’, (ikke Slayer-cover) er ret god, ’Baptized in Blood’ er endnu bedre, og så kommer vi til sidste sang, ’Alma Negra’. Aner ikke hvad der sker her. Det er åbenbart et af bandets seneste sange, men her lyder Helstar fuldstændig som Slayer inkl. solo og det hele. Klart det, der rykker mest på albummet.
Måske skulle Helstar have sorteret lidt i sangene og have nøjedes med at udgive koncerten som et enkelt album.
Albummet udkommer 31. august.