Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dansk metal-verdensklasse

Updated
Dansk metal-verdensklasse
Danske Beyond Twilights andet album, "Section X", er så fremragende at det længe gav Lars Schmidt skrivekrampe. Nu taster han euforisk løs... Det er et lillebitte stykke tid siden, at dette vældigt positivt overraskende udspil så dagens lys. Men med sådan cirka en måneds forsinkelse (dvs. to måneders... - Red.)kan det herfra proklameres, at den danske metal ikke kun er fantastiske Mercenary, når vi snakker international topklasse. Det er bestemt også keyboardmand Finn Zierlers Beyond Twilight, der nu maser sig ind på banen med album nummer to og en meget, meget kompetent - og overraskende stærk - opfølger til debuten "The Devil's Hall of Fame" fra 2001; et album, der ikke kun udmærkede sig ved forrygende sang ved det norske vidunder Jørn Lande, men også med nogle dystre og meget spændende kompositioner.

Jørn Lande er ikke med på opfølgeren. Det noget tvivlsomme hverv at træde i Landes cowboystøvler har den - i min verden - helt og aldeles ukendte Kelly Sundown Carpenter fået. Og det slipper han godt nok fremragende fra. Ja, så fremragende, at man slet ikke savner Lande.

Musikalsk er Beyond Twilight på samme tid blevet både tungere og mere teatralske. Den episke, progressive metal er sine steder også lidt mere uptempo. Men tyngden og dysterheden, krydret mange steder med Finn Zierlers fantastiske neoklassiske keyboardflader - specielt på numrene "Portrait F i Dark Waters" og "Ecstasy Arise", som i den grad rykker og minder en dejlig smule om franske Adagio med sit flotte, melodiske omkvæd. Og tag så også lige og dyrk "The Dark Side", som er tung og dyster, båret oppe af nogle onde, onde staccato-guitarer.

Der er by the way på to'eren her blevet mere plads til rytmeguitarerne, som først og fremmest bestyres af den danske producer Jacob Hansen, der også er guitarbetvinger i Invocator.

Alt i alt kan det simpelthen bare konstateres, at Beyond Twilight er noget af det bedste, lille Danmark har produceret i flere år. Musikken sidder fast, erobrer én med sit stemningsmættede, melodiske og langt fra danske univers. Og vi taler altså metal i verdensklasse.

Titel
Section X
Distributør
Forfatter
Karakter
4