Death Magnetic: Svendsens Dom

Svendsen svinger øksen, og er ikke ubetinget begejstret for "Death Magnetic", der mangler sange, som for alvor skaber afstand til konkurrenterne på metalscenen. Det var Metallica der tilbage i firserne vandt mig over på musikkens mørke side – den mægtige metal. Mere præcist var det nummeret "Welcome Home (Sanitarium)" der fik mig til at anskaffe "Master of Puppets", og siden har jeg været hooked.

Jeg har derfor forsvaret deres udgivelser ud over al rimelighed (dog aldrig James Last-afskyeligheden "S&M"). Selv "St. Anger" forsvarede jeg, men har senere måttet erkende, at der max er fire numre på dén, der holder. Selv om den trods alt var bedre end både "Load" og "Reload". Der var dog én grund til de plader lod sig forsvare, men det vil jeg vende tilbage til.

Med ovenstående bekendelse overstået, til sagen: Det nye album "Death Magnetic" er overordnet set, en tand bedre end det der er kommet siden det sorte album, men den store forløsning udebliver.

Sammenlignet med forgængeren er bundniveauet højere, men man skal til gengæld lede længe efter den store musikalske beruselse. Bedst er Kirk Hammetts soloer, der nok aldrig har været bedre, dernæst kommer de groove/thrashede riffs, man finder hist og her og de speed-thrashede elementer. Rigtig THRASH bliver det nu ikke, og her nærmer vi os albummets dårlige sider.

[img]http://heavyjam.dk/img/2550.jpg[/img]Selv om kvartetten kigger tilbage til deres storhedstid i firserne, mangler der noget indædt brutalitet for at det bliver rigtig thrash. Nu er det godt nok også længe siden Metallica har været et thrash-band, men selv deres tungrockede sider (som man husker fra eks. det sorte album) kommer ikke rigtig til deres ret, og det er fordi kompositionerne halter.

Tidligere har det været evnen til at skrive numre, der fik kvartetten til at skille sig ud fra flokken af bands, der bare ville være hårde og hurtige, og det var den evne der gjorde, at det var værd at forsvare. Uden de godt drejede tracks er der ikke meget sjov ved Metallica, på trods af de spiller hårdere end i de sidste mange år.

Lort er "Death Magnetic" dog langt fra, og især nummeret "All Nightmare Long" skiller sig ud for det gode, da det både er hurtigt og har et fængende omkvæd, og hele skiven vinder da også ved et par gennemlytninger, men som sagt udebliver den helt store optur.

"Death Magnetic" bliver ikke albummet, der overbeviser Metallicas kritikere om, at bandet er vendt tilbage til metaltinderne. de inkarnerede fans, der tvivler på idolerne pga. af den allerede udsendte single "The Day That Never Comes" kan sagtens kan lade sig berolige – det er albummets værste.