Death Magnetic: Villumsens Dom

Ifølge Casper Villumsen hæmmer Metallicas solide sangskrivning på "Death Magnetic" betydningen af den ellers lidt spøjse produktion. Som for så mange mennesker verden over har dette album været ventet med spænding. Optakten til det har pirret min nysgerrighed og fået forventningerne op med al den snak om gensyn med 80'erne og begrebet "old school" i det hele taget.

Det er farligt at have store forventninger, men lad det med det samme blive slået fast at selvom albummet ikke helt lyder som de åbenbart skæve forestillinger, jeg havde gjort mig, så er det et helt og aldeles glimrende album.

"That Was Just Your Life" er den perfekte åbner. Kort intro og så ellers derudaf med et megafængende omkvæd undervejs. Ellers skal især "Broken, Beat & Scarred" nævnes som et fantastisk, energisk og lidt anderledes nummer fra bandet.

Med undtagelse af det letpunkede debut-album i "Kill 'em All" synes elementer fra alle Metallicas tidligere album at kunne høres. For denne anmelder virker det som om stilen på "Black Album" er den, der er mest fremtrædende, men måske er det fordi, det var her anmelderen hoppede på Metallica-vognen (og i det hele taget metalmusikken)? De hurtige soli lyder dog som noget fra før den sorte klassiker, mens de mere melodiske, langsomme nok læner sig mere opad "Load/Reload".

Det er herligt spil fra Kirk – med hans varemærke wah-wah-soli og så følsomme melodier. James har formået både at være pågående i sin vokalstil og så alligevel have melodi i hver en linie, der synges/råbes og flowet i hans ordstrøm er eminemt. Den "nye" mand på bassen har ikke fået helt så meget plads som forventet. Eller han høres tydeligt, men kender man hans drillesyge legen i Suicidal Tendencies og funkede Infectious Grooves, så kunne man have ønsket sig mere. Spørgsmålet er bare om det ikke havde været malplaceret.

Lars spiller solidt og tungt på lilletrommen, men af og til savner hans spil finesser og stortromme-sparkene virker fra tid til anden lidt for tilfældigt placeret.

Den store gimmick i at have Rick Rubin som producer, skal også omtales. Og det er her mit "men" til pladen kommer ind. For det er som om, at der bare har skullet fuld knald på alt, og det gør at breaks, der understreges af et hårdt lilletrommeslag og ditto på en tyk basstreng får det til at "overstyre" lidt og det "knaser" lidt i lyden. I det hele taget er det som om guitarer og vokal ligger som et hold mod trommer og bas på et andet hold. De spiller sammen i sangene – naturligvis – men i produktionen går de af og til hver sin vej.

Ovenstående negative linier skal dog ikke vægtes alt for højt i vurderingen. For Metallica har skrevet så solide sange, at en 4-spors båndoptager og et øvelokale stadig ville have fået sangene til at stå funklende positivt frem.