Death Magnetic: Østergaards Dom
Updated
Det er muligt at gå tilbage i tiden. Det beviser Metallica på deres 9. studiealbum, som har fået den ægte farserede Metallicaske titel, "Death Magnetic". Efter at have leget kispus med sydstatsrocken på "Load" og "Reload", haft de løse fritidsbukser på under "Garage, Inc.", været inde over det symfoniske på "S&M" og eksperimenteret med heavygenren som statement på "St. Anger", tager Metallica på "Death Magnetic" større eller mindre dele fra hver af disse nyere epoker, som de smider ned til hovedkomponenten, som – fandeme ja! - består af Metallica-tråd anno 80erne.
Men tag ikke fejl. "Death Magnetic" er hverken en ny "Kill em All", "Ride the Lightning", "Master of Puppets" eller "...And Justice For All". Heldigvis. Lige så vel som de plader hver især er helt deres egne, ligeledes står DødsMagneten ganske for sig selv. På den nye skive vender bandet tilbage til hurtigheden og kompleksiteten, fra tidsskellet inden "Enter Sandman" og "Nothing Else Matters" verdensdominerende indtog, kombineret med en del af aggressiviteten fra "St. Anger", tilsat en udadvendt, stædig- og hårdpoleret produktion fra Rick Rubin.
Det er i særdeleshed Lars Ulrichs trommespil, der synes kampberedt og giver pladen dens hårde frasering. Modsat hans trommer på "St. Anger", er det denne gang ikke kun tøndernes produktion, der giver dem et arrigt udtryk. Det er i endnu højere grad hans gennemtænkte skævheder og abrupte overgange, der får det hele til smukt at detonere igen og igen: Eksempelvis hans 2/4 spil et minuts tid inde i "The End of the Line" eller hans progressive, rapsodiske march i "All Nightmare Long".
[img]http://heavyjam.dk/img/2553.jpg[/img]Lars Ulrich har sine klare mangler – det kommer ikke som nogen overraskelse - på "Death Magnetic" bruger han dog begrænsningen til sin fordel, i den forstand at det får nyskabelsen frem i ham. Resultatet er et reviderende miks af opfindsomhed og overskud, hvis sidestykke vi ikke har hørt fra Ulrich siden "Justice".
Kirk Hammett også. Efter "St. Anger", hvor der var hårde indskrænkninger på guitarsolofronten – ja, de manglede sgu - vender den krølhårede her tilbage med wah-wah en masse og den ene opbyggende solo efter den anden. Specielbemærket gør soloen i den temmelig kedsommelige "The Unforgiven III" sig – en ballade, Lars Ulrich gerne havde set udeblevet fra pladen, og som i "Death Magnetic"s enorme billede da ganske enkelt også ender som noget af en bagatel. Hetfield skulle angiveligt have insisteret, så den endte alligevel på det færdige produkt.
Men lad os så lige vende tilbage til "All Nightmare Long". Det synes gennemgående for hele pladen, at Hetfield og Hammett sætter jagten ind på at skrive samtlige af den moderne rockhistories bedste riffs og proppe dem alle ned på ét og samme album. Og ja, der huserer flere håndfulde af kandidater på "Death Magnetic", men det speedriff, der dukker op nogle gange i "All Nightmare Long", tager førstepræmien.
Tilsvarende skal man end ikke halvandet minut ind i næste nummer, "Cyanide", inden to værdige konkurrenter har gjort deres indtræden. Og såsdan kunne man blive ved. Kirk Hammett er pladens altdominerende helt!
Metallica sætter dagsordenen og de er kilden til inspiration. Det ved enhver. En sang som "Broken, Beat & Scarred" har dog et mellemstykke, som i dens leg og lir viser dem i et instrumentalt hjørne, som i høj grad kendes hos bands på den mere progressive metalscene. "Death Magnetic" viser generelt Metallica i et mere fremadskuende lune, end de længe har befundet sig i. Det er slet og ret garvet og genoplivende.
Læg dertil verdens mest solide bund fra Robert Trujillo og en vokal fra James Hetfield, der aldrig har lydt bedre! Desuden er det de absolut færreste, der kan synge "What dont kill you, makes you more strong" og tilmed få det til at lyde ganske opstrammende.
Det er rart og høre, at der synes milelangt til den kunstneriske midtvejskrise for Metallica. Vi er nogle, der aldrig har været bekymrede, og som har kunnet finde fortrøstning og masser af inspiration i også de tre tidligere studieplader. For de infantile brokrøve der dog har følt sig "snydt", "overset" – whatever! - burde her dog være masser af old school vibe til selv den mest velbevandrede metalrotte.
Men tag ikke fejl. "Death Magnetic" er hverken en ny "Kill em All", "Ride the Lightning", "Master of Puppets" eller "...And Justice For All". Heldigvis. Lige så vel som de plader hver især er helt deres egne, ligeledes står DødsMagneten ganske for sig selv. På den nye skive vender bandet tilbage til hurtigheden og kompleksiteten, fra tidsskellet inden "Enter Sandman" og "Nothing Else Matters" verdensdominerende indtog, kombineret med en del af aggressiviteten fra "St. Anger", tilsat en udadvendt, stædig- og hårdpoleret produktion fra Rick Rubin.
Det er i særdeleshed Lars Ulrichs trommespil, der synes kampberedt og giver pladen dens hårde frasering. Modsat hans trommer på "St. Anger", er det denne gang ikke kun tøndernes produktion, der giver dem et arrigt udtryk. Det er i endnu højere grad hans gennemtænkte skævheder og abrupte overgange, der får det hele til smukt at detonere igen og igen: Eksempelvis hans 2/4 spil et minuts tid inde i "The End of the Line" eller hans progressive, rapsodiske march i "All Nightmare Long".
[img]http://heavyjam.dk/img/2553.jpg[/img]Lars Ulrich har sine klare mangler – det kommer ikke som nogen overraskelse - på "Death Magnetic" bruger han dog begrænsningen til sin fordel, i den forstand at det får nyskabelsen frem i ham. Resultatet er et reviderende miks af opfindsomhed og overskud, hvis sidestykke vi ikke har hørt fra Ulrich siden "Justice".
Kirk Hammett også. Efter "St. Anger", hvor der var hårde indskrænkninger på guitarsolofronten – ja, de manglede sgu - vender den krølhårede her tilbage med wah-wah en masse og den ene opbyggende solo efter den anden. Specielbemærket gør soloen i den temmelig kedsommelige "The Unforgiven III" sig – en ballade, Lars Ulrich gerne havde set udeblevet fra pladen, og som i "Death Magnetic"s enorme billede da ganske enkelt også ender som noget af en bagatel. Hetfield skulle angiveligt have insisteret, så den endte alligevel på det færdige produkt.
Men lad os så lige vende tilbage til "All Nightmare Long". Det synes gennemgående for hele pladen, at Hetfield og Hammett sætter jagten ind på at skrive samtlige af den moderne rockhistories bedste riffs og proppe dem alle ned på ét og samme album. Og ja, der huserer flere håndfulde af kandidater på "Death Magnetic", men det speedriff, der dukker op nogle gange i "All Nightmare Long", tager førstepræmien.
Tilsvarende skal man end ikke halvandet minut ind i næste nummer, "Cyanide", inden to værdige konkurrenter har gjort deres indtræden. Og såsdan kunne man blive ved. Kirk Hammett er pladens altdominerende helt!
Metallica sætter dagsordenen og de er kilden til inspiration. Det ved enhver. En sang som "Broken, Beat & Scarred" har dog et mellemstykke, som i dens leg og lir viser dem i et instrumentalt hjørne, som i høj grad kendes hos bands på den mere progressive metalscene. "Death Magnetic" viser generelt Metallica i et mere fremadskuende lune, end de længe har befundet sig i. Det er slet og ret garvet og genoplivende.
Læg dertil verdens mest solide bund fra Robert Trujillo og en vokal fra James Hetfield, der aldrig har lydt bedre! Desuden er det de absolut færreste, der kan synge "What dont kill you, makes you more strong" og tilmed få det til at lyde ganske opstrammende.
Det er rart og høre, at der synes milelangt til den kunstneriske midtvejskrise for Metallica. Vi er nogle, der aldrig har været bekymrede, og som har kunnet finde fortrøstning og masser af inspiration i også de tre tidligere studieplader. For de infantile brokrøve der dog har følt sig "snydt", "overset" – whatever! - burde her dog være masser af old school vibe til selv den mest velbevandrede metalrotte.
Kunstner
Titel
Death Magnetic
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter