Den korte vej til rødderne
Populær
Updated
Nye tendenser hos Dream Theater og så alligevel tilbage til udgangspunktet på det nye album, "Octavarium". Hvorfor ikke fejre 20-års jubilæum med et album, der er mere back-to-basics Dream Theater end det foregående, yderst eminente og fantastisk dunkle, "Train of Thought" fra 2003? Og hvorfor ikke forfine den gode, gamle DT-stil med kortere, mere moderne og ørehængende numre?
Tyve år efter debuten "When Dream and Day Unite" (1989) er Dream Theater på banen med sit ottende studioalbum, som er meget traditionelt Dream Theater. Det dystre univers fra forgængeren er væk, men de tunge metalklodser har dog overlevet en smule hist og pist.
Jeg var - og er - meget begejstret for "Train of Thought". Det dystre er dejligt, og det var på en eller anden måde dejligt befriende med en anden rød, musikalsk tråd end den sædvanlige - og intet ondt om det - ekvilibrisme, som Dream Theater er blandt de absolut mest leveringsdygtige i på markedet. Besætningen er jo så stærk, så stærk - med guitaristen John Petrucci i spidsen, bakket op af en af de "ondeste" rytmesektioner på planeten, Mike Portnoy (trommer) og John Myung (bas), sekunderet af keyboardman Jordan Rudess og den karakteristiske sanger James LaBrie (de to sidstnævnte har i øvrigt inden for de seneste måneder leveret ganske glimrende soloudspil).
Dream Theater gik til dette nye album, "Octavarium", med to målsætninger. Den ene var - desværre! - at albummet ikke skulle være som den heavy "Train of Thought". Den anden målsætning var at komponere kortere numre. Begge dele er lykkedes. Det første til anmelderens fortrydelse. Det andet er faktisk noget, som klæder gruppen, altså at lave kortere numre. Også. For de kan godt nok stadig lave rigtig lange sange, som f.eks. det 24 minutter lange titelnummer. Men forskellen med de korte numre er, at Dream Theater rent faktisk har mulighed for at appellere mere bredt med mere radiovenlig rock. "The Answer Lies Within" er satme i familie med Coldplay, og "Walk Beside You" lugter på én gang både af U2 og svenske Kent. Rent musikalsk altså. Det værste er, at det faktisk ikke gør noget. Det er simpelthen bare med til - igen-igen - at fastslå, at Dream Theater kan det hele...
Denne anmelder blev ellers så glad, da åbningsnummeret "The Root of All Evil" åbenbarede sig. For her er der godt nok totalt smæk for heavyskillingen. Ja, så meget, at man følte sig hensat til euforien omkring udgivelsen af "Train of Thought". Men sådan skulle det ikke være. Alligevel beriges man af "Octavarium". Hvad andet kan man blive af sådan en samling fantastiske musikere, som - selv om de delvis er tilbage ved udgangspunktet - alligevel gør noget helhjertet for at forny sig?
"Octavarium" er mere ujævn end forgængeren, men det er jo egentlig også helt typisk Dream Theater. Så investerer man i dette, det ottende DT-album, og holdt man af de foregående, ja, så skal man nok nyde...
Tyve år efter debuten "When Dream and Day Unite" (1989) er Dream Theater på banen med sit ottende studioalbum, som er meget traditionelt Dream Theater. Det dystre univers fra forgængeren er væk, men de tunge metalklodser har dog overlevet en smule hist og pist.
Jeg var - og er - meget begejstret for "Train of Thought". Det dystre er dejligt, og det var på en eller anden måde dejligt befriende med en anden rød, musikalsk tråd end den sædvanlige - og intet ondt om det - ekvilibrisme, som Dream Theater er blandt de absolut mest leveringsdygtige i på markedet. Besætningen er jo så stærk, så stærk - med guitaristen John Petrucci i spidsen, bakket op af en af de "ondeste" rytmesektioner på planeten, Mike Portnoy (trommer) og John Myung (bas), sekunderet af keyboardman Jordan Rudess og den karakteristiske sanger James LaBrie (de to sidstnævnte har i øvrigt inden for de seneste måneder leveret ganske glimrende soloudspil).
Dream Theater gik til dette nye album, "Octavarium", med to målsætninger. Den ene var - desværre! - at albummet ikke skulle være som den heavy "Train of Thought". Den anden målsætning var at komponere kortere numre. Begge dele er lykkedes. Det første til anmelderens fortrydelse. Det andet er faktisk noget, som klæder gruppen, altså at lave kortere numre. Også. For de kan godt nok stadig lave rigtig lange sange, som f.eks. det 24 minutter lange titelnummer. Men forskellen med de korte numre er, at Dream Theater rent faktisk har mulighed for at appellere mere bredt med mere radiovenlig rock. "The Answer Lies Within" er satme i familie med Coldplay, og "Walk Beside You" lugter på én gang både af U2 og svenske Kent. Rent musikalsk altså. Det værste er, at det faktisk ikke gør noget. Det er simpelthen bare med til - igen-igen - at fastslå, at Dream Theater kan det hele...
Denne anmelder blev ellers så glad, da åbningsnummeret "The Root of All Evil" åbenbarede sig. For her er der godt nok totalt smæk for heavyskillingen. Ja, så meget, at man følte sig hensat til euforien omkring udgivelsen af "Train of Thought". Men sådan skulle det ikke være. Alligevel beriges man af "Octavarium". Hvad andet kan man blive af sådan en samling fantastiske musikere, som - selv om de delvis er tilbage ved udgangspunktet - alligevel gør noget helhjertet for at forny sig?
"Octavarium" er mere ujævn end forgængeren, men det er jo egentlig også helt typisk Dream Theater. Så investerer man i dette, det ottende DT-album, og holdt man af de foregående, ja, så skal man nok nyde...
