Det næstbedste holder

Med "Live To Win" har Kiss-sanger Paul Stanley begået en overraskende god soloskive, mener Lars Schmidt. Det er faktisk slet ikke så galt, det her. Og med galt menes poppet og radio-leflende. Tværtimod er den pæne Kiss'er, Paul Stanley, sluppet rigtig, rigtig godt fra hans første
soloalbum, siden alle fire oprindelige Kiss'er (Stanley, Simmons, Frehley, Criss) på nøjagtig samme dato (den 18. september 1978) sendte hvert deres soloalbum på gaden. Siden har Frehley lavet nogle mere eller mindre vellykkede stykker, og også Simmons har forsøgt sig på mindre vellykket vis.

Og nu har vi så Paul Stanleys bud, og det er altså noget nær det bedste, når man nu ikke kan få mere Kiss. Og det er faktisk sådan, at landet ligger. Kiss er så vidt vides ikke gået egentlig i opløsning, men der er ingen som helst planer om hverken nyt album eller ny tour. Og så er Stanleys "Live To Win" faktisk det næstbedste.

Stanley har - som Kiss i både 70'erne og 80'erne - allieret sig med mestersangskriver Desmond Child, der har gødet jorden for Bon Jovi, Aerosmith, Alice Cooper, Cher, Michael Bolton, Ricky Martin og Kiss. Child var bl.a. manden bag et af de største Kiss-hits "I Was Made For Loving You" og bag Bon Jovis "You Give Love A Bad Name" og "Livin' On a Prayer".

Det er ikke lige dén kaliber sange, Child har været leveringsdygtig i, denne gang. Men mindre kan også gøre det. Albummet fire første numre, "Live To Win", "Lift", "Wake Up Screaming" (et klart hit) og "Everytime I See You Around", holder virkelig høj klasse. Det er rock snarere end heavy rock, men det spiller altså rigtig fint med gode melodier, holdbare omkvæd, helt fint guitarspil og gode vokaler. Javist, det er meget amerikansk, men det holder altså alligevel. Pisse iørefaldende og masser af nosser. Men helt og aldeles
ufarligt (og dermed helt uden Gene Simmons' nerve).

"Live To Win" er en helt fin og gedigen guitarrock-skive, som holder et rigtig godt stykke henad vejen. Ikke noget lefleri eller hyggenygge. Mere en plade, som Paul Stanley (tror jeg) selv ville kunne holde ud at høre. En klassisk rock-plade, som kunne være lavet i 1970'erne, men som holder den dag i dag. Og det er da lidt af en bedrift.