Efter post-grungen...
Populær
Updated
Eddie Vedder laver solo-soundtrack med stort ""S"" Dave Grohl og hans band, Foo Fighters har efterhånden trådt vande lidt for længe, selvom 2005's dobbeltalbum ”In Your Honor” var et skridt i den rigtige retning efter det komplet ligegyldige forrige udspil ”One by One”.
På dette sjette studiealbum har Foo Fighters allieret sig med Pixies-produceren Gil Norton, der også sad bag knapperne på Foo Fighters-perlen ”The Colour and the Shape” fra 1997. Den kompakte produktion kan man sådan set ikke sætte en finger på, det er mere på det sangskrivningsmæssige plan, at der stadig er problemer (læs: tomgang).
Det starter ellers rigtig godt med den første single ”The Pretender”, der blander hård rock med Grohls umiskendelige tyggegummipoppede omkvæd. Da den blev udsendt som forløber et par uger før albummet, begyndte man jo næsten at glæde sig helt. Desværre ryger vi hurtigt tilbage på rutinen. Foo Fighterne lyder underligt uengagerede på det meste af pladen, hvorfor et ellers stærkt nummer som ”Erase/Replace” blot står som et ekko af fordums tid.
Sidste års unplugged-svinkeærinder har også sat sit præg på musikken. Især det akustiske tomgangsnummer som ”Stranger Things Have Happened” og den ligegyldige Elton John-pastiche, afslutningsnummeret ”Home” trækker ned. Og så er der jo Grohls Tom Petty-fascination, som for alvor skinner igennem på numre som ”Summer’s End” og ”Statues”. Skal vi dog ikke overlade det til Red Hot Chili Peppers at kopiere ham??
En interessant afstikker får man dog i form af ”Ballad of the Beaconsfield Miners”, som er en 2½ minutters akustisk guitarduel mellem Dave Grohl den unge kvindelige guitarekvilibrist, Kaki King. Det er sympatisk stilstand; hverken et skridt frem eller tilbage. Alt i alt blot endnu et - alt for radiovenligt og uinspireret - album fra ”ham der, der engang spillede trommer i Nirvana”.
På dette sjette studiealbum har Foo Fighters allieret sig med Pixies-produceren Gil Norton, der også sad bag knapperne på Foo Fighters-perlen ”The Colour and the Shape” fra 1997. Den kompakte produktion kan man sådan set ikke sætte en finger på, det er mere på det sangskrivningsmæssige plan, at der stadig er problemer (læs: tomgang).
Det starter ellers rigtig godt med den første single ”The Pretender”, der blander hård rock med Grohls umiskendelige tyggegummipoppede omkvæd. Da den blev udsendt som forløber et par uger før albummet, begyndte man jo næsten at glæde sig helt. Desværre ryger vi hurtigt tilbage på rutinen. Foo Fighterne lyder underligt uengagerede på det meste af pladen, hvorfor et ellers stærkt nummer som ”Erase/Replace” blot står som et ekko af fordums tid.
Sidste års unplugged-svinkeærinder har også sat sit præg på musikken. Især det akustiske tomgangsnummer som ”Stranger Things Have Happened” og den ligegyldige Elton John-pastiche, afslutningsnummeret ”Home” trækker ned. Og så er der jo Grohls Tom Petty-fascination, som for alvor skinner igennem på numre som ”Summer’s End” og ”Statues”. Skal vi dog ikke overlade det til Red Hot Chili Peppers at kopiere ham??
En interessant afstikker får man dog i form af ”Ballad of the Beaconsfield Miners”, som er en 2½ minutters akustisk guitarduel mellem Dave Grohl den unge kvindelige guitarekvilibrist, Kaki King. Det er sympatisk stilstand; hverken et skridt frem eller tilbage. Alt i alt blot endnu et - alt for radiovenligt og uinspireret - album fra ”ham der, der engang spillede trommer i Nirvana”.
Kunstner
Titel
Echoes, Silence, Patience & Grace
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter