Ekkoet af Blackmore og Malmsteen
Populær
Updated
Tiende album fra tyske Alex Rudi Pell holder sig godt og solidt til guitaristens velkendte stil, skriver Lars Schmidt. Er man til Rainbow, Deep Purple midt i 70'erne eller melodisk Malmsteen, er den tyske guitarist Axel Rudi Pell lige sagen. Han har nu udgivet sin tiende soloplade siden debuten i 1989 med "Wild Obsession", og der er intet nyt under solen. Men i Pells tilfælde er intet nyt godt nyt. Der er ikke de store overraskelser, lydbilledet har ikke ændret sig en tøddel, alt er skåret over samme læst. Og det gør ingenting. Genkendelsens glæde er så absolut den største. Men så alligevel: Den nye cd, "Kings and Queens", har flere stærke kompositioner end forgængeren "Shadow Zone" fra 2002.
Vi befinder os i den melodiske hard rock i det atmosfæriske grænseland, hvor Rainbow huserede i "Rising"-tiden (1976) med potente guitarriffs, store keyboardflader, iørefaldende melodier og masser af guitarsoloer. Og ikke mindst et hav af referencer til ungdommens helte: Rainbow, Black Sabbath i Dio-tiden og Yngwie Malmsteen.
Af de ti numre på "Kings and Queens" er en lille håndfuld af dem blandt noget af det bedre, Pell har begået. "Cold Heaven" er med sit utroligt iørefaldende riff og den stærke hookline noget nær et hit, mens "Strong As A Rock" er albummets mest potente og tunge nummer - igen med en en rigtig fed hookline. Det 8,40 minutter lange "Legions of Hell" er albummets mest spændende med sin helt tydelige reference til Black Sabbaths "Heaven and Hell" periode, men også "Sailing Away" er en vinder. Et tilbagelænet nummer båret oppe af guitarfigurer, som var typiske for Blackmore i "Burn"-tiden.
Det er Axel Rudi Pell, der lægger navn til udgivelsen, men det er især den amerikanske sanger Johnny Gioeli, der stjæler billedet. Han slog igennem i starten af 90'erne med AOR-bandet Hardline, som sidste år fik et noget omdiskuteret comeback, og har været med Pell på nu fire studie-albums siden 1998. Gioelis stemme og melodier er stærke og passer godt ind i lydbilledet. Men også hans landsmand, trommeslageren Mike Terrana, er fremme på beatet. Han basker gryder i Rage og er så ufatteligt levende og kontant i sit trommespil. Musikeren over dem alle er dog Axel Rudi Pell. Godt nok har han ikke sin egen stil. Teknikken har han lært sig af Blackmore og Malmsteen, men det er ham, der har komponeret numre og skabt det specielle Axel Rudi Pell udtryk, som denne anmelder altid har været vild med.
Vi befinder os i den melodiske hard rock i det atmosfæriske grænseland, hvor Rainbow huserede i "Rising"-tiden (1976) med potente guitarriffs, store keyboardflader, iørefaldende melodier og masser af guitarsoloer. Og ikke mindst et hav af referencer til ungdommens helte: Rainbow, Black Sabbath i Dio-tiden og Yngwie Malmsteen.
Af de ti numre på "Kings and Queens" er en lille håndfuld af dem blandt noget af det bedre, Pell har begået. "Cold Heaven" er med sit utroligt iørefaldende riff og den stærke hookline noget nær et hit, mens "Strong As A Rock" er albummets mest potente og tunge nummer - igen med en en rigtig fed hookline. Det 8,40 minutter lange "Legions of Hell" er albummets mest spændende med sin helt tydelige reference til Black Sabbaths "Heaven and Hell" periode, men også "Sailing Away" er en vinder. Et tilbagelænet nummer båret oppe af guitarfigurer, som var typiske for Blackmore i "Burn"-tiden.
Det er Axel Rudi Pell, der lægger navn til udgivelsen, men det er især den amerikanske sanger Johnny Gioeli, der stjæler billedet. Han slog igennem i starten af 90'erne med AOR-bandet Hardline, som sidste år fik et noget omdiskuteret comeback, og har været med Pell på nu fire studie-albums siden 1998. Gioelis stemme og melodier er stærke og passer godt ind i lydbilledet. Men også hans landsmand, trommeslageren Mike Terrana, er fremme på beatet. Han basker gryder i Rage og er så ufatteligt levende og kontant i sit trommespil. Musikeren over dem alle er dog Axel Rudi Pell. Godt nok har han ikke sin egen stil. Teknikken har han lært sig af Blackmore og Malmsteen, men det er ham, der har komponeret numre og skabt det specielle Axel Rudi Pell udtryk, som denne anmelder altid har været vild med.
