Ekstrem metal-skizofreni

Meshuggahs nye album. "Catch 33" splitter vores anmelders metalsjæl ad i to lige store dele. Det efterhånden aldrende nordsvenske band, Meshuggah, er ude med deres sjette albumudspil, ”Catch 33”. Albummet er en lang eksperimenteren med musikalsk struktur. Den består af serielle, polyrytmiske figurer og monotone riffs der kører i nærmest uendelige loop. Lyden er massiv og industriel og hæderligt produceret, selvom trommerne er blevet programmeret af tidsmæssige årsager, hvilket er lidt tyndt, når det nu er et band der faktisk er i stand til at spille deres musik uden digital hjælp.

De første seks numre udgør et selvstændigt hele på samlet 11:40 minutter, som består af variationer over de samme tre grundlæggende riffs. De bliver afbrudt midtvejs af et helt afdæmpet nummer, ”Mind’s Mirrors” med noget så genrefjernt som en vocoder-robotstemme. Den sidste halvdel udgøres af seks mere selvstændige tracks, og det er her jeg mener det bedste materiale findes, som eksempelvis ”In Death – Is Life”, ”In Death – Is Death” og især afslutteren ”Sum”. Samlet set er musikken tung og ond, varieret med isnende kolde, stille passager.

Meshuggah plejer at dele metalfans i to lejre, hvor den ene ser dem som genialt nytænkende og den anden ser dem som værende lidt for tænkte. Jeg er selv helt splittet mellem disse to standpunkter, for på den ene side synes jeg det er al ære og respekt værd, at de tør rykke ved grænsen for hvad metal kan være – at ekstrem musik ikke kan hvile på laurbærene hvis den vil vedblive med at være ekstrem. På den anden side er den for matematisk at lytte til, og jeg mangler derfor totalt det headbangende adrenalinrush der ville have gjort den vedkommende og som er hovedgrunden til at lytte til metal – [i]let’s face it[/i].

Det er ikke en skive der kommer til at omvende nye lyttere til Meshuggahfans.