Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En halv times hardcore

Populær
Updated
En halv times hardcore
Walls of Jericho spiller hurtig og habil hardcore metal med en feminin twist. Det er ikke hver dag, man hører et hardcore-metalband med en kvindelig frontfigur. Et eksempel er Walls of Jericho fra Detroit, Michigan. Og lad det bare være sagt med det samme: Hverken hende (Candace Kucsulain) eller resten af bandet lægger fingre imellem under de blot knap 35 minutter, bandets tredje album strækker sig over.

Der lægges ud i hæsblæsende tempo med ”A Trigger Full of Promises”, og det Slayer’ske riff i den efterfølgende ”I Know Hollywood and You Ain’t It” tegner bestemt heller ikke et billede af et band, der har tænkt sig, at gå på nogen som helst form for musikalsk kompromis.

Det er hæsblæsende hardcore fra start til slut. Produktionen er knivskarp og klar, og hvis man har gået og ventet på en version af Hatebreed med en kvindelig frontfigur, så behøver man ikke lede længere. Walls of Jericho er endda sommetider oppe i et tempo, hvor de sætter førnævnte band af.

Vi skal helt hen til skæring nummer ni, ”No Saving Me”, før man får noget, der bare ligner et pusterum. Men det er til gengæld også et pusterum, der bliver leveret med manér. En helt tilbagelænet - men også lidt klichéagtig - ballade bevidner om, at Candace faktisk har en fin sangstemme, som enhver sangunderviser nok ville frygte elimineringen af, efter at have hørt resten af albummet.

Er man til hardcore med en feminin twist, kan det klart anbefales at tjekke Walls of Jerichos nyeste album ud. Det er et solidt og velproduceret stykke arrigskab, som dog også når at blive en anelse ensformigt i længden (på trods af, at det altså ikke varer længere end en god halv time).

Titel
With Devils Amongst Us All
Distributør
Karakter
3