10 år med tung cello

Den finske cellokvartet Apocalyptica har udsendt en både god, kuriøs og repræsentativ opsamling. Os opmærksomme lyttere kan sagtens huske 1996, da fire skøre finner under navnet Apocalyptica fortolkede Metallica-sange på cello (og desværre samtidig startede en vammel trend, så næsten alle rockbands er blevet fortolket i mere eller mindre vellykkede kammermusikudgaver).

Nu er der allerede gået ti år, og Apocalyptica har udviklet deres udtryk og udsendt i alt fem albums. Det fejrer deres pladeselskab ved at udsende denne dobbelte greatest hits-kollektion, hvor skive nummer et indeholder instrumentale skæringer, mens vokalister ”hjælper” Apocalyptica på skive to.

Man har forsøgt at inkludere lige dele covermateriale og lige dele originalmateriale, for Apocalyptica begyndte allerede på deres andet album at eksperimentere med egne kompositioner. Og det er sådan set en temmelig repræsentativ samling, hvor de vigtigste Metallica-covers er inkluderet, heriblandt en overvældende fed version af ”One” og den flotte fortolkning af ”Nothing Else Matters”.

Men Apocalyptica er også andet end Metallica-covers. Sepultura’s ”Refuse/Resist” får en tur gennem forvrængede celloer, og Dave Lombardo basker fede tønder i ”Somewhere Around Nothing”. Apropos Dave Lombardo, så er der som bonus inkluderet en helt ny cover-version af Slayer’s ”Angel of Death”, som dog umiddelbart ikke fungerer skidegodt på cello…


Hurra for sang?

Apocalyptica har som nævnt ændret sig gennem deres 10 års levetid, og bl.a. fået en trommeslager med, men bandet har også eksperimenteret med diverse kendte sangere/sangerinder, for at ændre lidt på dets koncept. Om det har været med succes, kan så diskuteres.

Efter undertegnedes mening, har distortion på celloerne, trommeslageren og sangerne blot gjort, at Apocalyptica lyder ligeså kedeligt og forudsigeligt som et ”almindelige guitarbands”. Nuvel, det er en smagssag, og cd 2 byder på otte skæringer, hvor Apocalyptica bliver akkompagneret af diverse vokalister.

Det nyinkluderede nummer er ”Repressed”, hvor Max Cavalera og Matt Tuck (Bullet for My Valntine) er inde over. Umiddelbart lyder det nummer – især pga. Tuck – som kedelig nu-metal-tomgang.

Så er Sandra Nasics (Guano Apes) vokal på ”Path Vol. 2” mere vellykket, og sjovt nok stikker ”Life Burns” med Lauri Ylönen (The Rasmus) også frem. Til gengæld er det ultimative tyske 80’er-ikon, Nina Hagen, hentet ind til en fortolkning af Rammsteins ”Seemann” - og det lyder ”interessant”.

Men Apocalyptica med vokal er og bliver mere ”interessant”/kuriøst end vellydende. Uanset hvad, så er dette dobbeltalbum en fin repræsentering af Apocalypticas karriere, der dækker både opturene såvel som nedturene.