6. gang er opgivelsens gang
Populær
Dez Fafara og kompagni laver stadig musik til vrede teenagere, og ethvert håb om at det bliver bedre er for længst ude.
Ruthless
Desperate Times
Winter Kills
The Appetite
Gutted
Curses And Epitaphs
Carings Overkill
Haunting Refrain
Tripping Over Tombstones
Sail
Jeg havde mulighed for at opleve DevilDriver live for første gang ved årets Wacken, og det var bestemt ikke nogen ønskværdig oplevelse. Forsanger Dez Fafaras forsøg på at aktivere publikum bestod mest af ønsker om at se "middle fingers". Nej, hvor spændende. At hver pause blev brugt at skrige op om det nye album, der var på trapperne, gjorde situationen endnu mere pinlig - men dog ikke så pinlig som at udgiverne Napalm Records kronisk skulle nævnes samtidig.
Lidt oplæsning på sagen har så vist at 'Winter Kills' er DevilDrivers første udgivelse, siden de forlod Roadrunner Records, med førnævnte Napalm Records som nuværende base. Lur mig ikke om Roadrunner ikke har sparket DevilDrivers røv på gaden, efter at have leveret fem albums og stadig ikke været kommet nogen vegne. Nu skal jeg ikke stemple alt deres materiale som dårligt, for jeg har simpelthen ikke gidet høre nok af det til at få et fyldestgørende indtryk. Men 'Winter Kills' lyder ikke som noget, så rutinerede musikere burde ville lægge navn til.
Få af sangene er til at huske, på trods af det der føles som endeløse gennemlytninger, og når Fafara fortæller Metal Injection at Devildriver "is all about thinking outside the box", har jeg lyst til at kalde manden en løgner. Det her er ikke musik til eftertanke.
Ensformigt, ensformigt, ensformigt
Første nummer starter forholdsvis lovende, men er hurtig glemt, når andet nummer pinagtigt er baseret på hvor ofte Fafara kan sige "fuck". Tekstuniverset handler generelt om, hvordan alt "du" gør er dumt, og hvor stærk "jeg" er - og hvor er det ligegyldigt at høre på i 50 minutter. Alle sangene hedder det samme som omkvædets hovedlinje, og der sker ikke noget fremtrædende imponerende. Jo, der forsøges at være lidt af hvert, mens resten ender med at lyde som det samme melodiske dødshalløj, som sangene skrider frem. Og så er der simpelthen så meget der minder en om senhalvfemsernes nu-metal, at det er til at græde over.
Dez Fafara har jo kæmpet en del med at få vristet Coal Chamber-referencerne af sig, og det må siges at være fortjent. Både fordi folk, der har gået med net-t-shirts skal blive mindet om det for evigt, og fordi han bliver ved med at lave musik, der ligesåvel kunne være blevet defineret som nu metal. Jo, der er smidt lidt groove henover, og bandmedlemmerne kan en del mere end den gængse nu metal-musiker. Men det er stadig musik, der har minimal dybde og giver folk, der synes at metal er åndsvagt, lidt ret. Ikke fordi al musik skal være dybfølt tænkemusik - men i min bog er det altså for dumt at være i fyrrerne og stadig skrive "fuck you"-tekster om hvor sur man er. Det er der lavet nok af, og det er lavet meget bedre end 'Winter Kills'.
Til DevilDrivers forsvar lyder albummet ikke dårligt, og er sikkert oplagt musik at løfte vægte til eller noget. Sidste nummer 'Sail' er et sjovt forsøg på at være kreativ, med et cover af et poprock-band hvis navn skal skrives med versaler, men ikke noget der gør albummet værd at købe. Det er der virkelig ikke noget ved albummet der gør, men hvis man ender med at købe det, skal man virkelig ikke høre for godt efter - for så får man det altså lidt dårligt over at der er nogen, som har skrevet teksterne i ramme alvor.