Interessant emocore-koncept
Updated
My Chemical Romance overrasker ganske positivt med "The Black Parade", der lyder af både Pink Floyd, Queen, Green Day og Monty Python! Et konceptalbum fra et emocore-band? Ikke nødvendigvis noget, der klinger lige godt i alles ører. Ikke desto mindre er det, hvad et af de mere vellykkede af slagsen, My Chemical Romance (MCR), har kastet sig ud i. Udtrykket ”rockopera” dækker egentlig bedre over dette udspil.
Alt tyder på, at Green Days ”American Idiot”-album har været den største inspirationskilde her. Man har sågar hyret deres producer, Rob Cavallo, til at dreje på knapperne, og det høres tydeligt.
Det, der umiddelbart overrasker meget, er, at MCR udsender et ganske vellykket, grandiost og sågar poppet konceptalbum efter kun at have lavet to album, som ikke just emmede af storladenhed, endsige pegede mod en rockopera…
Pink Floyd vs. Queen
Hvor Papa Roach for en måneds tid siden forsøgte at relancere sig som et emoband med det middelmådige album ”The Paramour Sessions”, så viser MCR her, hvordan man kan tage skridtet fuldt ud og tage chancer og lave noget rigtig interessant, trods det slibrige emoband-stempel.
Storladenheden skinner allerede igenem fra starten i ”The End”(!), der lyder som Pink Floyd tilsat Queens guitarlir, og så går der Green Day i den med ”Dead!”, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
MCR stjæler med arme og ben, men alligevel er det lykkedes bandet at lave noget unikt her. Ikke mindst er frontmand Gerard Ways tekster ikke tåkrummende, som det tit er tilfældet for mange af ”denne slags bands”. Han har skrevet en række fornuftige tekster, der kredser om døden som tema (det er jo et konceptalbum).
Herudover viser guitarduoen Frank Iero og Ray Toro, at de kan langt mere end det fleste af deres kollegaer. Det lyder til, at der har været klassisk rock i cd-afspilleren siden sidst!
Beatles vs. Monty Python
Jo længere, man bevæger sig ind i albummet, jo mere poppet bliver det. Man skal lige forbi halvvejspunktet på albummet, førstesinglen ”Welcome to the Black Parade”, som i øvrigt er et af de svagere numre på pladen (men som emmer af Queen-guitarer), og endnu en Green Day’sk sag, ”House of Wolves”.
Så kommer den. En sang, der nemt kunne have hørt hjemme på et Beatles-album (!). ”Cancer” lyder som Ozzy gør, når han prøver at gå hr. Lennon i bedene på sine soloalbum. Zakk Wylde kan godt pakke sit flygel væk og sætte ”The Black Parade” på…
Der er russiskinspireret spas i ”Mama”, og der bliver rystet op i tingene på ”Teenagers” med et røvballeriff, der er som taget ud af 70ernes tunge blues! Mens det næsten bliver smukt melodisk i ”Disenchanted”. Albummet ebber lidt ud, men sluttes af i ordentlig stil i ”Famous Last Words” og et ”skjult” nummer, der lyder som noget fra Monty Python!
Ja, det her er i sandhed et album, som er kommet bag på undertegnede, og et helvedes veludført og uforudsigeligt et af slagsen. Der er ikke nok gode numre på, til at det kan komme helt op i de højere skylag, men det er formentlig et album, der vil vokse for hver gennemlytning… Indtil da:
Alt tyder på, at Green Days ”American Idiot”-album har været den største inspirationskilde her. Man har sågar hyret deres producer, Rob Cavallo, til at dreje på knapperne, og det høres tydeligt.
Det, der umiddelbart overrasker meget, er, at MCR udsender et ganske vellykket, grandiost og sågar poppet konceptalbum efter kun at have lavet to album, som ikke just emmede af storladenhed, endsige pegede mod en rockopera…
Pink Floyd vs. Queen
Hvor Papa Roach for en måneds tid siden forsøgte at relancere sig som et emoband med det middelmådige album ”The Paramour Sessions”, så viser MCR her, hvordan man kan tage skridtet fuldt ud og tage chancer og lave noget rigtig interessant, trods det slibrige emoband-stempel.
Storladenheden skinner allerede igenem fra starten i ”The End”(!), der lyder som Pink Floyd tilsat Queens guitarlir, og så går der Green Day i den med ”Dead!”, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
MCR stjæler med arme og ben, men alligevel er det lykkedes bandet at lave noget unikt her. Ikke mindst er frontmand Gerard Ways tekster ikke tåkrummende, som det tit er tilfældet for mange af ”denne slags bands”. Han har skrevet en række fornuftige tekster, der kredser om døden som tema (det er jo et konceptalbum).
Herudover viser guitarduoen Frank Iero og Ray Toro, at de kan langt mere end det fleste af deres kollegaer. Det lyder til, at der har været klassisk rock i cd-afspilleren siden sidst!
Beatles vs. Monty Python
Jo længere, man bevæger sig ind i albummet, jo mere poppet bliver det. Man skal lige forbi halvvejspunktet på albummet, førstesinglen ”Welcome to the Black Parade”, som i øvrigt er et af de svagere numre på pladen (men som emmer af Queen-guitarer), og endnu en Green Day’sk sag, ”House of Wolves”.
Så kommer den. En sang, der nemt kunne have hørt hjemme på et Beatles-album (!). ”Cancer” lyder som Ozzy gør, når han prøver at gå hr. Lennon i bedene på sine soloalbum. Zakk Wylde kan godt pakke sit flygel væk og sætte ”The Black Parade” på…
Der er russiskinspireret spas i ”Mama”, og der bliver rystet op i tingene på ”Teenagers” med et røvballeriff, der er som taget ud af 70ernes tunge blues! Mens det næsten bliver smukt melodisk i ”Disenchanted”. Albummet ebber lidt ud, men sluttes af i ordentlig stil i ”Famous Last Words” og et ”skjult” nummer, der lyder som noget fra Monty Python!
Ja, det her er i sandhed et album, som er kommet bag på undertegnede, og et helvedes veludført og uforudsigeligt et af slagsen. Der er ikke nok gode numre på, til at det kan komme helt op i de højere skylag, men det er formentlig et album, der vil vokse for hver gennemlytning… Indtil da:
Kunstner
Titel
The Black Parade
Label
Genre
Forfatter
Karakter