Abstrakt klang i metallens periferi
Populær
Guitaristen Jakob Thorkild har med sin trio lavet et improvisationsalbum, hvor artsy punk møder free jazz. Men er det metal? Ikke rigtigt, men albummet kan med lidt god vilje betegnes som impro-metal, og det kan skubbe metallen et nyt sted hen.
2. Jim
3. Nick
4. Sophia
5. Sylvester
6. Babette
7. George
8. Lauretta
Jakob Thorkild er musiker, forfatter, essayist og foredragsholder. Han har været aktiv inden for den eksperimenterende danske musikscene i en årrække og har inden for de senere år blandt andet indspillet med free jazz-legenden Peter Brötzmann og spillet drone metal sammen med den elektriske strygerkvartet Messerkvartetten.
Ved siden af det har han også en powertrio, der foruden ham selv på guitar består af Nils Bo Davidsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Davidsen er p.t. en af Danmarks mest brugte jazzbassister, men har her skiftet kontrabassen ud med en elektrisk en af slagsen, og P.O. Jørgens har som både aktiv musiker og indehaver af pladeselskabet Ninth World Music beskæftiget sig med eksperimentalmusik igennem 30 år.
’Be Strong’ er trioens andet album og en opfølger til 2014-udgivelsen ’Art Sleaze’, der udkom under navnet Jakob Thorkild Trio. ’Art Sleaze’ bød på improviseret instrumentalmusik, der var helt punket, men på den nye udgivelse går trioen lige et skridt længere ud mod metallisk terræn. Som en slags free jazz, der møder punk og bliver til impro-metal – sådan cirka. Det er kaotisk, abstrakt, støjende og uden et fast holdepunkt, som vi kender det i forhold til toneart og rytme, og derfor tillader jeg mig også at tage et sæt teoretiske briller på for at kunne nærme mig musikken.
Improvisationens hjemsted
Et umiddelbart spørgsmål i mødet med ’Be Strong’ kan for metallytteren være: Hører improvisation hjemme i metal? Hvis man tager et historisk kig på metalgenren, så vil det korte svar være nej. Heavy metal har altid været forankret i et sammentømret groove, hvor kontrol over instrumenter, form og symbolske såvel som sociale koder har været tilgodeset.
Dermed ikke sagt, at metalgenren ikke har været eksperimenterende, for det har den bestemt, men det har som regel været i en form, der understregede dens tilhørsforhold til rockhistorien.
Improvisation er derimod noget, man som regel forbinder med en jazztradition. Jazzmusikere har fra genrens fødsel (hvis man kan tale om en sådan) hele tiden søgt at skubbe udtrykket længere frem og længere ud, og det er blandt andet sket gennem improvisatoriske himmelflugter og ophævelse af rytmiske såvel som tonale skemaer. Improvisation er dog ikke per se jazz, for improvisation er en metode, ligesom det er sin egen form, og det er derfor måske også en genre for sig, som sine steder overlapper med jazz.
Et bedre spørgsmål kunne derimod være, om metal kan improviseres? Ja, det kan den sådan set godt, selvom det for genren er uvant. Sunn O))) improviserer sig frem i studiet, ligesom den eksperimenterende saxofonist John Zorn har hevet grindcore og ekstremmetalliske udskejelser med ind i sin free jazz. Og selvom The Dillinger Escape Plans kaotiske musik sandsynligvis er planlagt ned til allermindste detalje, så fremstår den til tider så spontan, at den kunne være improviseret frem i samme sekund.
Over for improvisationen står kompositionen. Hvor kompositionen er planlagt og gennemarbejdet, er improvisationen spontan, flygtig og pludselig. Men når Kerry King sætter sig og laver soloer til et Slayer-album, improviserer han så? Sandsynligvis gør han det i en eller anden grad. For med al respekt for hans og Jeff Hannemanns (og for den sags skyld også Gary Holts) guitararbejde, så har Slayers soloer aldrig virket særlig gennemkomponerede. Hvilket selvfølgelig også er en del af charmen. De laver ikke soloer, de laver lyde, som jeg engang så det beskrevet.
At finde form i kaos
Den samme indgangsvinkel kan bruges til at komme nærmere musikken på ’Be Strong’. Mange lyttere, der primært forstår musik som koordinerede kompositioner, vil sandsynligvis føle sig fremmedgjorte. Men det er ikke, fordi numrene på ’Be Strong’ er helt formløse, og formløsheden bringer i sig selv en anden (eller skal vi sige anderledes) musikalitet i spil.
’Be Strong’ er først og fremmest et kort album. Blot 25 minutter fordelt på otte numre, der alle har titler efter drenge- og pigenavne. Alle numrene er improviseret frem i studiet, og der er ikke gjort brug af overdubs. Der er masser af distortion (på både guitar og bas), feedback, skratten, atonalt spil og dundrende trommer.
På trods af det umiddelbare kaos kan man imidlertid også påstå, at alle numrene har en form, som er den samme: De har en begyndelse og en slutning, og imellem disse to fikspunkter er spillet frit. Og selvom der ikke er en struktur som sådan imellem de to punkter, så finder trioen alligevel hinanden i noget, der minder om koordineret sammenspil adskillige steder. I den hektiske ’Sophia’ banker trommerne derudad med punket energi, mens Davidsen følger med, i hvad der kunne være et akkordmønster på bassen, i ’Lauretta’ finder han et riff at variere over, og i ’Jim’ er Thorkild også tæt på at finde noget, der kunne minde om et riff, når han går ned i guitarens dybere register. Det bliver hurtigt droppet igen til fordel for frenetisk spil på de lysere strenge, og det er i høj grad symptomatisk for albummet: Lige som man er ved at finde et holdepunkt, går musikerne i den modsatte retning.
En ny modus
Det lyder jo ærlig talt ikke særlig meget som almindelig heavy metal, når man skitserer det sådan her, og det er det heller ikke i traditionel forstand. Men når man tager med i betragtningen, at man fra tid til anden hører kritiske røster påstå, at metalgenren ikke kan udvikle sig mere, at alle udtryk og klange er prøvet af, og at fremtiden derfor ikke ser særlig lys ud for den levende og evolutionerende stilart, som vi holder så meget af, så viser ’Be Strong’ en mulig retning for musikere og lyttere: At der er en helt anden modus, som ikke er særlig udforsket i en metalkontekst. Og det er, i ordets oprindelige betydning, progressivt.
Gør det så ’Be Strong’ til et godt album? Det er svært at sige. Det er et album, der rummer en styrke i sin utilgængelighed, men også en svaghed i sin manglende appel. Det er mere spændende end fængende, også selvom sidstnævnte aldrig har været intentionen. Mange vil sandsynligvis ikke finde det interessant nok til at lytte til alle 25 minutter. Andre vil mene, det skulle være længere. Selv kunne jeg godt have brugt en lidt længere spilletid og mere variation i forhold til tempo, brug af effekter og udforskning af tekstur i sammenspillet.
Men selvom ’Be Strong’, uagtet sin utilgængelighed, måske ikke er et metal-album, så er det stadig et album, der får lytteren til at stille sig selv rimelig essentielle spørgsmål. Og det må om noget være et succeskriterium for al abstrakt kunst.