Ærkesynderen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fa/91/da/Soulfly-archangel-2015-88-1439997154.jpg
19. August 2015    

Max Cavalera lander sit tredje album med lige så mange bands inden for et års tid. Sammenlagt når han lige op på en ep-fuld mindeværdige numre.

Kunstner
Titel
Archangel
Genre
Trackliste
We Sold Our Souls to Metal
Archangel
Sodomites
Ishtar Rising
Live Life Hard!
Shamash
Bethlehem’s Blood
Titans
Deceiver
Mother of Dragons
Karakter
1

Lige så lad og ugidelig, Max Cavalera efterhånden virker på en scene, lige så aktiv er han i studiet i disse år. Det er små to år, siden den sidste Soulfly-plade, ‘Savages’, kom, og i mellemtiden har han både udgivet et debutalbum med supergruppen Killer Be Killed og en tredje plade sammen med broren Igor i Cavalera Conspiracy. At det bare ikke er rigtig gode plader, i Killer Be Killeds tilfælde en decideret forfærdelig plade, er desværre bagsiden af medaljen. Det virker forhastet, som om Cavalera ikke giver sig tid til at stykke en ordentlig plade sammen, og som om han ikke gider gøre sig umage for at udfordre sig selv sangskrivningsmæssigt. Vandt Cavalera Conspiracys ‘Pandemonium’ så noget på en charme og friskhed, som gæstebassisten Nate Newton fra Converge og Doomriders tilførte den, så er Soulflys plader stadig lige så bombastiske og pompøse, som de altid har været.

Det er også meningen med dem: Da Soulfly blev dannet efter det uskønne brud med Sepultura, var det for at videreføre den brasilianisme, han var begyndt at arbejde med på ‘Chaos A.D.’ og specielt ‘Roots’. Den har jeg skrevet mere udførligt om i Briller Af Ståls historie om den brasilianske thrash; pointen var at inddrage elementer af brasiliansk folkekultur sammen med reggae, hiphop og pop for at skabe en ny metal og skabe en forståelse af sin egen historie. Caveleras vision med Soulfly var at skabe en stamme, bygge et sammenhold på lige dele spiritualitet, regionalisme og hooliganisme. Hvad Cavalera i sin iver efter at skabe noget nyt overså, var at han faktisk i forvejen havde været del af en stamme: thrash metal. Og den samme mand, der havde været med til at løfte både det tekniske niveau og den sociale bevidsthed i thrashen på hovedværkerne ‘Beneath the Remains’ og ‘Arise’, vendte scenen ryggen og primitiviserede sin metal med klodsede, nedstemte riffs sminket med effekter og etnicitet.

Det utilgivelige

Det har thrash-scenen aldrig helt tilgivet Cavalera for, og selvom det efterhånden er 3-4 album, siden Soulfly vendte tilbage til thrashen, i hvad der skulle have været et fejende triumftog, associerer de fleste oldschoolere stadig bandet med Corey Taylor-samarbejdet ‘Jump Da Fuck Up’. Det er ikke helt retfærdigt, men det er heller ikke noget, bandets 10. plade, ‘Archangel’, kommer til at ændre på.

Cavalera gør ellers, hvad han kan, for at indsmigre sig: Med en reference til en gammel Black Sabbath-compilation åbner Soulfly med programerklæringen ‘We Sold Our Souls to Metal’. Det er en hymne, der tydeligvis er tiltænkt en livesituation, hvor publikum ekstatisk skal afsige samme trosbekendelse, og de skal da også nok både kunne huske omkvædet og synge med på det, da det ikke kræver de store evner. Til gengæld må jeg konstatere, at jeg efter at have hørt pladen de første 15-20 gange stadig ikke kan genkalde mig, hvordan verset går. Og det er et generelt problem med ‘Archangel’: Der er intet, der hænger fast, jeg kan ikke på stående fod huske mere end et par enkelte omkvæd, og det er ikke nogen, der ufrivilligt dukker op i mit hoved i løbet af dagen, jeg skal grave dem frem. Eller ligefrem høre pladen igen, hvilket jeg efterhånden har svært ved at mønstre motivationen til.

Det er ‘Sodomites’ og ‘Live Life Hard’, der stikker ud, to af numrene på pladen med gæstevokalister. Også her gør Cavalera sit bedste for at råde bod på tidligere tiders metalforræderi – Fred Durst, Sean Lennon, Benji Webbe – og inviterer sangerne fra henholdsvis Nails og King Parrot ind. Det, han giver dem, er dog den samme nedgang til et omkvæd i halvt tempo med nogle hurtige paroler, inden bandet igen fræser videre. På bandsiden er der ikke sket det store, selvom sønnerne Zyon og Igor nu er faste medlemmer på trommer og bas. De stikker ikke ud. Marc Rizzo tror stadig, han er Joe Satriani, og gør Rocky George fra Suicidal Tendencies rangen stridig som mest irriterende filler.

Max Cavalera har altid stået i stolt opposition mod omverdenen og snæversynetheden, hvad enten det var det post-militærdiktatoriske Brasilien i 80’erne, thrash-scenen i 90’erne eller bare hele verden i 00’erne. Efterhånden står ærkesynderen også i opposition til sin egen menighed, og snæversynet er for længst blevet hans eget.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her