Med lærdom fra nord

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/c8/90/c2/a0235581411-10-77-1512336073.jpg
03. December 2017    

Aetherian spiller nordisk dødsmetal, trods en herkomst fra under sydens sol. Det er godt, men måske ikke godt nok, for der mangler det element, der skal få bandet til at stå ud i mængden.

Kunstner
Titel
The Untamed Wilderness
Dato
24-11-2017
Karakter
3

'The Untamed Wilderness' hedder græske Aetherians debutalbum. Det er nu ikke, fordi det er så utæmmet, for inspirationerne lyser klart op, og manualerne skrevet af de nordiske bands er fulgt til punkt og prikke. Menuen står på melodisk dødsmetal, men det melankolske i sangene gør, at den melodiske dødsmetalformel, som benyttes, er mere finsk end svensk, hvor genren ellers har sit ophav omkring Göteborg-scenen for en godt og vel 25 år siden.

Det er således mere Insomnium, Swallow the Sun eller Mors Principium Est end In Flames, Dark Tranquillity eller In Flames. Det er de store stemninger og en kold produktion, hvor de melodiske leads lyser smukt op.

Aetherian har gjort et godt forabejde og udsendte allerede singlen 'The Rain' i foråret 2016. Nummeret lovede godt for fans af de ovennævnte finske bands, og så var der sågar en svag brise af en gang ældre Katatonia eller October Tide, så der altså også var en salut til den svenske scenes betydning. Imponerende halvanden million views står tælleren på Youtube på. Stærkt for et græsk metalband, der i 2016 havde tre år på bagen som ensemble.

Men selvom nummeret lovede godt, og albummet for så vidt også imødekommer forventningerne, så kan man heller ikke komme udenom, at dette græske band er ret langt fra at have dét der genkendelige element, der skal gøre, at man kan pege bandet ud på et splitsekund i en lyttetest. Vokalen er udmærket, men den skiller sig ikke ud. Og når musikken heller ikke viger meget fra forarbejdet gjort af de nordiske melodi- og melankolimestre, så kommer de her grækere ikke med mange idéer til, hvad der skal gøre lige netop 'The Untamed Wilderness' til et førstevalg på linje med inspirationernes udgivelser.

Man kan håbe på lidt mere egen vilje til en selvstændig plads i melodeath-historien, når den næste plade kommer. Debuten her er ganske glimrende, har god produktion og en del fine riff og ikke mindst lækre leads, men det vælter ikke én ned af stolen af bare benovelse. Selvom de ni sange er en glimrende affære, når afspilningen står på, er det svært at huske enkeltelementer særligt længe, efter afspilningen er stoppet.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her