Strømlinet ondskab

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/79/bc/6e/Alkaloid-72-1528047291.jpg
03. Juni 2018    

Dødsmetal, prog og moderne groovetendenser lever side om side i mørket hos tyske Alkaloid, der tæller adskillige erfarne musikere fra den tekniske dødsmetalscene. Deres andet album er veludført og poleret progressiv ondskab.

Kunstner
Titel
Liquid Anatomy
Dato
18-05-2018
Trackliste
1. Kernel Panic
2. As Decreed by Laws Unwritten
3. Azagthoth
4. Liquid Anatomy
5. In Turmoil's Swirling Reaches
6. Interstellar Boredom
7. Chaos Theory and Practice
8. Rise of the Cephalopods
Forfatter
Karakter
4

Da guitarist Christian Münzner og trommeslager Hannes Grossmann i 2014 forlod det tekniske dødsmetalband Obscura, var det de sædvanlige årsager om kreative uenigheder og utilfredshed med musikkens retning, der var årsag til bruddet. Grossmann ville tage dødsmetallen i en anden retning i sit nye band Alkaloid, og efter at have hevet både Münzner og Obscura-bassisten Linus Klausenitzer ind og yderligere teamet op med sangeren og guitaristen Morean (Dark Fortress) samt guitarist Danny Tunkner (Aborted, God Dethroned) skulle det nye projekt vise sig at være en teknisk dygtig konstellation, der meget vel kan betegnes som en ekstremmetallisk supergruppe.

Debuten ’The Malkuth Grimoire’ landede i 2015 og var med sine 73 minutters spilletid en stor mundfuld for et debuterende band. Det var progressiv metal, som snoede sig ind og ud af dødsmetallens territorium, men som også havde smag for en mere moderne slagside, og koblet med en konceptuel ramme bundet op på blandt andet forfatteren H.P. Lovecrafts allestedsnærværende Cthulhu-mytologi, var der også noget at gå i dybden med for prognørderne.

Flydende metalhistorie
Den blanding videreføres på ’Liquid Anatomy’, gruppens andet album, der udkom på Season of Mist for et par uger siden. Ligesom debuten bevæger toeren sig op på den gode side af en time i spilletid, men hvor ’The Malkuth Grimoire’ blev for lang i spyttet og enerverende i sin konceptuelle genbrug af musikalske temaer, er opbygningen af ’Liquid Anatomy’ eksekveret på en langt mere inddragende og varieret facon. Albummet kan i den forstand siges at leve op til sin titel, for der er en lækker, flydende kvalitet ved albummets sekvensering.

Det skyldes ikke mindst bredden i gruppens musikalske udtryk, der spænder over både progrockede udskejelser, effektfuld dødsmetal, moderne groove- og progmetal og, minsandten, mere stille momenter. Alkaloid kaster om sig med virkemidlerne, og det står frem i samtlige af pladens numre, men særligt står det eminent frem i ’Kernel Panic’, en perle af en åbner, der bevæger sig fra et afdæmpet vers med flotte korharmonier og skæv rytmik over et solidt heavy rock-riff til to minutter inde at kaste sig over i ren dobbeltpedalsdød. Den finpolerede lydproduktion leder tankerne i retning af Tools lydunivers, som det udfoldede sig på de pæne og mere kosmiske ’Lateralus’ og ’10,000 Days’, mens forsangeren Moreans hæse vokal og stramme intonation (der nok er en såkaldt acquired taste) får en helt robotlydende kvalitet, der minder om Paul Masvidals karakteristiske vocodervokal i fusionsmetalgruppen Cynic, og melodiudvekslingen vokalerne imellem ligefrem kan minde om progikonerne Yes!



Andetsteds er det moderne groovetendenser, der inkorporeres, som i det voldsomme og teknisk avancerede startriff på ’As Decreed by Laws Unwritten’, der med sine pick scrapes og pitch harmonics over en underlægning af dobbeltpedal lyder som Gojira på kollisionskurs med klassisk Morbid Angel. Det metalridt, der følger, burde også kunne appellere til de fans af sidstnævnte, der savner tiden omkring pionerernes ’Covenant’ og ’Domination’.

Sprækker i ondskaben
Sådan kan man igennem albummet skele til metalhistorien igennem Alkaloids sammensurium af moderne, progressiv ekstremmetal, og man kan endda også finde et par referencer til bandets eget materiale, som når 'Chaos Theory and Practice' i diverse former inkorporerer det musikalske tema, der gik igen i debutens firdelte 'Dyson Sphere'-nummer.

Problemerne opstår dog, når bandet i åbenlys grad forsøger at påkalde sig en ondskab, deres musik ikke helt afspejler. Som i ’Azagthoth’ (en omskrivning af Azathoth, en gud i Lovecrafts univers og en mulig hyldest til Morbid Angels guitarist Trey Azagthoth), der skulle være en ode til en ond, kosmisk gud, men hvis groovy refrænriff er blandt albummets mest catchy. Ligesom det upbeat mellemstykke med ren vokal er nummeret meget langt fra at afspejle den kosmiske okkultisme og ondskab, som dens emne repræsenterer, og som også går igen i det H.R. Giger-inspirerede artwork.

Et andet tysk band, Sulphur Aeon, lykkedes i højere grad at hidkalde det okkulte gennem deres malstrøm af Morbid Angel-worship på den tre år gamle ’Gateways to the Antisphere’, men det skal ikke ligge Alkaloid til last, når de stråler, som de gør andre steder på pladen. Som i titelnummeret, der er intet mindre end en ekstremmetallisk prog-powerballade, hvis veludførte rene guitarspil og -soli minder om de mellemstykker, man kunne finde på diverse thrashplader i 1980'erne, mens bassens fusionslyd minder om den tekniske dødsmetal i starten af 1990'erne. Og så er der den intet mindre end tyve minutter lange afsluttende 'Rise of the Cephalopods', der kommer vidt omkring i spektret, men som i sin massive længde og med diverse pauser desværre heller ikke virker helt så gennemarbejdet som pladens øvrige numre.

Selvom der er sprækker i ondskaben, og selvom ’Liquid Anatomy’ dermed ikke skriver sig direkte ind i dødsmetallens panteon, så er det et ambitiøst og veludført albumværk, der med sin flydende sekvensering, strømlinede lyd og overvejende konsistente sangskrivning hviler flot inden for moderne progressiv ekstremmetal.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her