Livgivende aggression
Populær
All Pigs Must Die leverer på deres andet album en meget, meget vellykket gang mørk og hidsig hardcore tilsat en knivspids doom.
2. Silencer
3. Primitive Fear
4. Bloodlines
5. Of Suffering
6. Holy Plague
7. Aqim Siege
8. Sacred Nothing
9. Faith Eater
10. Articles of Human Weakness
Det yndefuldt navngivne band All Pigs Must Die er i virkeligheden en art supergruppe bestående af medlemmer fra massachusettsbandene The Hope Conspiracy, Bloodhorse og mægtige Converge. Bandet har ikke mange år på bagen, men er allerede ude med dette andet album: 'Nothing Violates This Nature'. Den korte historie til trods tegner det allerede nu til noget stort!
Som man måske har gættet på baggrund to af de førnævnte bands, så er stilen i udgangspunktet hardcore, og de to første numre 'Chaos Arise' og 'Silencer' sandblæser også derudad og er fyldt med mørke og hidsig vrede. For ja, i det vilde tempo har kvartetten overskud til at farve musikken med storladen mørke og følelsesmæssige udtryk, der er troværdige. Det er ikke bare fræs og fuckfinger dét her.
Pladens tredje sang, 'Primitive Fear', begynder også hurtigt, men falder derefter til ro i en half-time tonser, der kunne minde om Cancer Bats. Og endnu tungere bliver det på den doomede 'Bloodlines', der med sine nærmest psykedeliske guitarornamenter er en af albummets bedste sange. Det er i øvrigt også her, at blodet fra doom/stonerbandet Bloodhorse kommer næstmest til udtryk. Efterfølgende sang 'Of Suffering' er dér, det bløder mest igennem: En meget rolig og stoisk sang, som nærmest er et intermezzo, der vækker mindelser om Mastodon.
Hurtigheden vender herefter tilbage (med få afbrydelser) og holder albummet ud. Men det betyder ikke, at det af den grund bliver monotont. De sidste fem sange repræsenterer nemlig hver deres variation over had og hidsighed. Det sidste nummer, 'Articles of Human Weakness', er nu alligevel det mest varierede af dem og når ganske vidt omkring i det musikalske univers, da det til tider har en nærmest grunget og industriel vibe.
Overalt på pladen finder man gode riffs, finurlige detaljer og frem for alt meget vedkommende og sært livgivende aggression. For når først man er kommet forbi det kaotiske førstehåndsindtryk, er det påfaldende, hvor klart de enkelte dele står frem, og hvor smagfuldt de er sammensat. Så hurra for denne konstellation af musikere, denne supergruppe, der formår at få det bedste med fra doom, metal og hardcore på en måde, hvor elementerne styrker hinanden i stedet for at trække hinanden ned i et overlæsset mudder.