Fordulgt finesse
Populær
Techdeath spillet af en flok skatere: En gruppe baskere i Harry Potter-udklædning spiller dødsmetal på en måde, der får en til at undre sig over, at al død ikke lyder sådan.
Spearheaderon
Cataclysmic Triada
Fold Eksis
Rift
Orb Terrax
Weighteer
Barrier
Sidste års debut fra Altarage mindede mig om en gang, jeg som barn lå syg i sofaen og så ‘Cliff ‘Em All’-videoen. Jeg må være døset hen i min feber, og da jeg vågnede til ‘Metal Militia’, var det eneste, jeg kunne høre, en hylen af feedback med musikken rumsterende langt nedenunder. På ‘Nihl’ druknede alt i nedstemte guitarer og gurglende rallen, og det tog adskillige nærlytninger, før sangenes strukturer begyndte at stå klart.
Det var nemlig det, der udmærkede Altarage: At selvom det hele umiddelbart lød som en sump af støj og råddenskab, var der en underliggende struktur, det, guitarerne lavede, var faktisk riffs, og det hele var fremført med en fordulgt finesse, der røbede, at medlemmerne langt fra var uprøvede inden for dødsmetal.
Godt et år senere er de fire medlemmer stadig formummede bag dødsgardist-gevandter, men deres baggrund i den baskiske og spanske dødsmetal-scene fornægter sig ikke. På ‘Endinghent’ vover de endda at lade sangene stå en anelse tydeligere frem. Et par lag støj skrælles væk, så sangene får lov at bære det i højere grad end produktionen. Men det er altså stadigvæk tydeligere – ikke tydeligt.
At kalde ‘Endinghent’ decideret tydelig vil dog stadig være noget af en tilsnigelse. Som newzealandske Ulcerate efterstræber Altarage et hermetisk udtryk, der kun lukker de lyttere ind, der har kæmpet sig vej frem. Det er musik, der kræver fordybelse, men så belønner den også langt ud over dødsmetallens gængse grænser. For hvor den genre siden 90’erne har syntes primært at henvende sig til sit eget faste publikum og har haft svært ved at appellere bredere, er der alligevel dukket en stribe bands frem, som har genfundet den utilregnelighed og det vanvid, dødsmetal havde i sine unge år. Før der gik formel og bajer i den, fristes man til at sige. Ulcerate er et af de mest imponerende, mens kultbandet Portal er dykket ned i malstrømmen og har fået et publikum, hvis hovedrysten snarere skyldes forundring end reel banging. Artificial Brain fik også en del opmærksomhed tidligere i år, og selvom der sådan set ikke var noget nyt i at blande hardcore ind i dødsmetal, var der en friskhed over det, fordi de ikke gik efter det hurtige, brutale kick, men derimod det avancerede, frenetiske, svært goutérbare kick. Der er langt fra Five Finger Death Punch til den nørdemusik, de har gang i.
Altarage er i samme boldgade. På ‘Endinghent’ lyder de som et af de bedre nordamerikanske mathcorebands fra for tyve år siden – Converge, Coalesce, Botch – i færd med at rive en Nile-sang i stumper og stykker. Og på samme måde, som det klæder mathcoren at have noget ordentligt grundmateriale at arbejde med, klæder det den tekniske dødsmetal at blive overfaldet af en flok lømler.