Anakronistisk frigørelse Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/11/e6/54/Zeal-and-Ardor-62-1471779263.jpg
21. August 2016    

Enmandsprojektet Zeal & Ardor blander bluesede spirituals med black metal i en dybt anakronistisk omgang med genrer og religion. Når brikkerne falder på plads, er det rigtig godt.

Titel
Devil Is Fine
Dato
15-04-2016
Trackliste
1. Devil Is Fine
2. In Ashes
3. Sacrilegium I
4. Come On Down
5. Children's Summon
6. Sacrilegium II
7. Bloood in the River
8. What Is a Killer Like You Gonna Do Here?
9. Sacrilegium III
Forfatter
Karakter
3

På albumcoveret til Zeal & Ardors ’Devil Is Fine’ ses en velklædt, ung, sort mand. Hans navn er Robert Smalls.

Smalls var slave i de amerikanske sydstater i 1800-tallet, indtil han som 23-årig i 1862, midt under den amerikanske borgerkrig, gjorde oprør og tog styringen af det skib, hvorpå han var i fangenskab. Han og besætningens øvrige slaver samlede hinandens familier op, og Smalls sejlede skibet ud i nordstaternes farvand og ud i friheden.

Smalls’ historie om heltemodige handlinger og frigørelse fra undertrykkelse får dog en anden klang hos Zeal & Ardor: For i et anakronistisk træk er et satanisk symbol placeret som en forsegling over hans ansigt.

Samme anakronisme viser sig hurtigt, når man lytter til musikken på ’Devil Is Fine’, dette andet udspil (som udkom tilbage i april) fra enmandsprojektet, der udgøres af den New York-baserede musiker Manuel Gagneux.

Stræben efter autenticitet
Gagneux’ projekt går ifølge hans egne ord på Bandcamp-profilen ud på at ”finde nye kombinationer af etablerede komponenter”.

Og det må man sige, at han gør her. Som søn af en hvid europæer og en sort amerikaner har han en fod i to forskellige etnicitetshistorier og dertil hørende musiktraditioner. Her tager han sin afrikansk-amerikanske arv op i form af spirituals, tidlig gospel og blues, som han genskaber og kombinerer med black metalliske riff og computerprogrammerede trommer.

Det umiddelbare indtryk af dette mærkværdige blandingsforhold er sært. Titelnummeret åbner albummet med a cappella-solovokal, som modsvares af et kor i en klassisk call-and-response-udveksling. En udveksling, som har sat sig spor igennem hele musikhistorien, idet det er en af de fundamentale byggesten som blues, jazz og rock ’n’ roll bygger på.



Vokalerne synes ved første indtryk grynede i deres knitrende kvalitet, som var de samplet fra gamle, støvede grammofonplader. Og man kunne nemt tro, at Gagneux havde gravet dybt i arkiverne for at finde fortolkninger af tidligere tiders spirituals, mens virkeligheden dog er, at han selv har indspillet samtlige vokaler på albummet.

Intentionen er tydelig. Vi skal transporteres tilbage til en tid, hvor sorte slaver gik og samlede bomuld for de hvide slaveejere. Denne historiske kontekst understreges yderligere af den rytmiske metalliske raslen, der lyder som kæder, der rammer jorden. Musikken skaber simpelthen billeder af slaver, som i fangenskab står og langsomt tramper i takt til deres egen sang.

Fremstillingen stræber tydeligvis efter at hente en autenticitet fra tidligere tiders elendighed og undertrykkelse. Men i sagens natur er det hele dybt manipuleret.

Parallel til nutiden
Det er der intet galt i. For endnu mere spændende bliver det, når stortrommen, klaveret og til sidst den distortede, tremolo-pickede guitar introduceres.

Gagneux anerkender en inspiration fra etnomusikologen Alan Lomax, der lavede field recordings og indsamlede folkemusik i løbet af 1900-tallet. Men produktionsæstetikken hos Zeal & Ardor laver en anden, dybt utraditionel sammenkædning: Fra den grynede kvalitet af vokalindspilningerne drages en parallel over til black metallens lo fi-lyd, hvor guitarer og trommer skramler i lydbilledet.

Gagneux gør her noget, som meget få metalnavne gør: Han rækker flere hundreder år tilbage og giver en fortolkning af et musikalsk oprindelsesmateriale for så at hive det helt op i nutiden.

Det brasilianske thrash metal-band Sepultura gjorde noget lignende på ’Chaos A.D.’ og ’Roots’, hvor de brasilianske og tribalistiske elementer begyndte at fylde mere og mere, og hvor bandet vedkendte sig en nationalkulturel arv lige så meget som tilhørsforholdet til metallen.

Men på ’Devil Is Fine’ er dette træk endnu mere radikalt: For her bliver de normale skillelinjer mellem tid, historie, tradition og race helt opløst.

Satanisk vækkelse
Hvor metallen historisk set er blevet tolket som værende udtryk for hvide mænds vrede og frustrationer over eksempelvis at være fra underklassen eller over at føle sig udstødt, så har black metallen i særdeleshed været der, hvor man har udtrykt vrede over kristendommens indtog og dens fortsatte rolle i moderne, sekulære samfund. Man har længtes efter en før-kristen, hedensk tid, som ligger langt fra nyere tiders storsindede humanisme og mangfoldige multikulturalisme.

Et spørgsmål, som ’Devil Is Fine’ implicit stiller, er dermed: Hvordan ville det lyde, hvis den afrikansk-amerikanske befolkning også frigjorde sig fra kristendommen? Og endnu vigtigere: Kan metallen, i dette tilfælde black metallen med dens mange forbindelser til fremmedhad og nynazisme, også fungere som musikalsk frigørelse og empowerment for dem, som ikke er hvide?

Hos Zeal & Ardor lyder svaret kort: Selvfølgelig kan den det.

Hvor de oprindelige spirituals gav udtryk for en tro på Gud, en frelser og et paradis, som var langt fra den elendighed, slaverne oplevede på jorden, har black metallen altid været forbundet med satanisme, anti-kristendom og anti-religion. Hvordan fremstår forholdet til religion så her?

Svaret ligger allerede i albumtitlen, men det bliver gjort helt tydeligt på nummeret ’Blood in the River’, hvor det bluesede refræn på nietzscheansk vis lyder: ”A good God is a dead one”. De tidligere tiders begejstring for Gud vendes til en vrede, der i sidste ende resulterer i en omvendelse mod Satan: ”A good Lord is a dark one”. Nummeret eksploderer i dundrende dobbeltpedal og skrig, der blandes med et chant om, at de helliges blod vil male flodbredden rød. Alt sammen er forbandet fængende og sært velfungerende.



Der tegnes en parallel fra den religionskritik, som især den norske black metal har stået for, til de afrikanske slaver, der blev fornægtet deres egen tro, historie og ritualer og påduttet kristendommen som ny religion. Begge retninger finder her fælles ståsted i en satanisk vækkelse.

Denne vækkelse kommer bedst til udtryk på titelnummeret og den både bluesede og melodøds-inspirerede ’Come On Down’, der begge er stærke hybrider i stil med ’Blood in the River’. De tre numre står som albummets absolutte højdepunkter, idet de vellykket sammensmelter den afrikansk-amerikanske musikhistorie med en mere nutidig metallyd. Her indfrier Gagneux sit projekts store udfordring: at få helheden til at fungere trods de enkelte elementers vidt forskellige oprindelse.

Retningsløs legestue
Derfor kan det også undre, at han ser behov for at bruge resten af det korte album som legestue. De tre ’Sacrilegium’-interludes fylder for meget og er for det meste inkonsistente og ligegyldige. ’Sacrilegium I’ går full-on electronica med cut-up-vokaler over et tungt stortrommebeat, mens ’Sacrilegium II’ og 'III' lyder som småironiske godnatmelodier fremført på henholdsvis klokkespil og keyboard. Alle stikker voldsomt ud.

’What Is a Killer Like You Gonna Do Here?’ leder an med jazzet kontrabas, hviskende vokal og en mere twangy og clean guitarlyd, hvilket sådan set lyder fint, men også fremstår som noget, der bedre kunne høre hjemme på et Faith No More-album.

Man må altså sige, at Zeal & Ardor trods en kort spilletid på blot 25 minutter kommer vidt omkring på 'Devil Is Fine', der fremstår som lidt af et blandingsprodukt af en ep og et album.

Men Gagneux har med sit dybt anakronistiske frigørelsesprojekt skabt en unik musikalsk forbindelse, der krydser vores almindelige opfattelser af historie, tradition og race. Og derfor kan man kun håbe, at han i fremtiden vil komme med et udspil, der er mere fokuseret og mere konsistent.

For selvom det kun skinner igennem momentvist, så er der et stort potentiale i de sataniske spirituals.

NB: Efter Bandcamp-udgivelsen i april 2016, blev 'Devil Is Fine' officielt udgivet på det britiske label MVKA Music den 24. februar 2017. Enkelte numre er blevet justeret på genudgivelsen, og vi har derfor rettet lidt til i anmeldelsen og sat en nyere musikvideo ind.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her