Anderledes og interessant
Populær
The Liberty Illusion spiller med en legesyge, som er yderst forfriskende, og så betyder det mindre, at det unge band stadig har nogle løse ender, som godt kan trænge til lidt opstramning.
2. Closure
3. Columbine
Her på Devilution kørte vi i foråret en konkurrence, hvor man kunne vinde tre indspilningsdage i Fast Beat Studio med Rasmus Toftlund. Nu er anstrengelserne og udbyttet af dén konkurrence klar. Vinderne blev det unge efterskoleband The Liberty Illusion - hvorfor de vandt, kan man få et lille indblik i i denne artikel.
Denne anmelder sad ikke i juryen og har indtil modtagelsen af 'Multiverses', som de tre numre fra indspilningssessionen kaldes som samlet helhed, kun kunne tage juryens ord som "multifacetterende" for gode varer. Og den er god nok: The Liberty Illusion når vidt omkring. Man fornemmer en gruppe unge mennesker på en efterskole, som brænder for at spille og skrive musik. Folk, der i udgangspunktet ikke er enige om, hvad der præcis skal spilles, men lysten til at spille er for stor og udvalget af musikere på skolen for lille til, at man har andre valg. Det er tit der, storhed skabes, der hvor man ikke mødes i en blind vej, men i stedet stikker af i alle retninger.
The Liberty Illusions største styrke er, at bandet ikke lader sig begrænse af, hvordan andre bands har gjort. Det kan godt være, at de selv kalder det metalcore og også bruger ord som post-rock eller post-metal, og at det måske nok også kan høres i musikken. Men det her er fandeme anderledes. Som en teenagers hjerne, overstimuleret af indtryk.
Bedst udenfor metallens rammer
Koges musikken ned, så består den i alle numre af en ren guitar - det er den, som holder foden i "post"-universet. Ovenpå kommer så lejlighedsvis den grumme distortede guitar og en ditto vokal. Her benyttes både simple powerakkord-riffs, men det stikker også af med trommerne i sære rytmer: Kald det bare djentet. Så er der den melodiske leadguitar, som lægger et pyntende lag på toppen, selvom det her er tydeligt, at den er spillet af en ung herre, for der mangler sjæl og livserfaring eller måske bare mere vibrato i fingrene. Det lyder i hvert fald lige spinkelt nok i lyden.
Vokalen. Growl eller hæst skrig. Her har The Liberty Illusion også lidt at forbedre endnu. Der er ikke samme legesyge som i musikken, selvom der skam varieres fint inden for de snævre rammer, så virker det lige her faktisk påtaget og identitetsløst. Mere ren vokal kunne være vejen frem, og det er der også at finde i det længste nummer, 'Columbine'. En smuk kvindevokal. Det passer virkeligt godt, når guitaren spiller med ren lyd, og bassen får lov at lege i baggrunden. Også brugen af klaver klæder bandets musik, og gør det nærmest monumentalt til tider.
Musikkens mange elementer er en force, for det er spændende at gå ombord i de tre sange. Og det er helt sikkert bevidst, at musikken ikke bare skal være lige ud ad landevejen, men alligevel kunne der være fornuft i, at bandet kiggede kritisk på deres musik og blev bedre til at fremhæve de bedste idéer - for dem er der alligevel en del af - og fik skåret fyldet bort. Det kan og må godt stadigvæk være sært, men det kan bare sagtens blive bedre. Bandet er faktisk bedst i det mere sære, hvor ren guitar og bas kører på kryds og tværs over de finurlige rytmer på trommerne.
De dele, som har mere hold i metal, er bandets pt. mindst interessante aktiv. Nuvel, det fungerer som skift fra det rolige til metal og omvendt - som en slags overraskelse. Men når alt kommer til alt, så er metallen på udgivelsen ikke særligt interessant, og ville på ingen måde kunne tåle at stå alene. Kører bandet videre af samme stil, og får hanket op i den del af musikken, som kan kategoriseres som metal, så det er ligeså stærkt som resten: Uha, så bliver det sprængfarligt!