Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gennemført oldschool

Populær
Updated
Gennemført oldschool

Hollandske Antropomorphia er ude med andet album siden gendannelsen i 2009, og det er et udmærket dødsmetal-album, der trods en klar oldschool forankring også har lejlighedsvist groove en en smule sort stemning.

Titel
Rites ov Perversion
Dato
15-09-2014
Distributør
Karakter
3

Antropomorphia blev dannet helt tilbage i 1990, men først i 1998, året før bandet tog en 10 år lang pause, udkom debutalbummet 'Pure'. Inden da havde hollænderne udgivet en mini-cd, 'Necromantic Love Songs', der i nogle kredse betragtes som lidt af en klassiker.

Stilen har ikke ændret sig så frygteligt meget siden, og det er der egentlig heller ikke grund til, så længe bandmedlemmerne selv er fint indforstået med ikke at blive det næste store skrig i metallen, endsige i dødsmetallen. Men der er noget, som er ganske appellerende ved musik. Generelt er sangenes riffs i fin kvalitet, og de formår flere gange at diske op med hooks, hvilket kan være lidt af et særsyn efterhånden. Der en fornuftig opbygning af sangene, og det virker, som om bandet er gået relativt kritisk til værks, så overflødigt fyld er holdt på et minimum.

Der er elementer i musikken, som minder om det, som Grave har skudt af de senere år, men de enkelte groovy tendenser og også nogle riffs, når tempoet er højere, kan også minde om Bolt Thrower. Lyden er god og fyldig, men også tro mod dødsmetallen, som den lød, da genren var ny og spændende. Bassen ligger godt fremme i mixet i en let diskant, "klikkende" variant, som på sangene bidrager kraftigt til den groovy fornemmelse, som musikken har. Det er dog ikke mere, end at brutaliteten bevares, mens den fede mørke stemning stadig ånder én tungt i nakken.

Det er synd, at Antropomorphia ikke fik mere held med musikken, da de eksisterede i 90'erne, for selvom det skam er en god plade, de har lavet her i 2014, så er der bare så meget af musikken, der er tygget drøv på så mange gange før, og opmærksomheden omkring denne plade ville sandsynligvis have nået et større niveau i 1991-93. Det er stadig en plade, der kan høres med stor fornøjelse, og har man Death nær sit hjerte, så burde man også kunne leve med afslutteren, der er et cover af 'Open Casket'. Et nummer, som hollænderne hylder fint, uden at tilføje meget andet end den lyd, som de har fået med sig på 'Rites ov Perversion'.