Årets melodiske topscorer
Populær
Supergruppen W.E.T. med Jeff Scott Soto i forgrunden er lykkedes med det nærmest umulige: At finde den gyldne balance mellem det melodiske og det hårde på det rystende fornemme debutalbum.
Og her er så det album, alle vi med hang til bade det melodiske og det hardrockede har ventet på med stor, stor tålmodighed. Flere har budt sig til i løbet af dette fine- set med den melodiske rocks fugtige øjne – år. Men det fantastiske samarbejde mellem hovedmændene bag Work of Art, Eclipse og Talisman (heraf navnet W.E.T.) rydder simpelthen bordet.
Jeg har haft albummet et stykke tid og ville først skrive anmeldelsen, når jeg var helt sikker på, at vi har en vinder – et album, som fastholder sin styrke og levedygtighed på en yderst langtidsholdbar måde.
'W.E.T.' serveres med en storladen, grandios lyd, som yder både tangenter og strenge fuld, fuld retfærdighed. Igen: Dobbeltheden – det bløde og hårde. W.E.T. leverer stor, hårdtslående og melodisk stadionrock og gør det med nogle helt igennem fantastiske sange eksekveret af nogle musikere, som er noget så sjældent som en blanding af overbevisende musisk ekvilibrisme og så nerve, energi og sjæl. Man tror på W.E.T. Man tror på, at der ikke blot er tale om et show-off.
Hovedkræfterne i W.E.T. er Work of Arts Robert Säll, Eclipses Erik Martensson og Talismans Jeff Scott Soto. Soto – der har arbejdet succesrigt med navne som Yngwie Malmsteen, Axel Rudi Pell, Soul Sirkus, Journey og Talisman – er med sin karakteristiske og bredtfavnende stemme klart frontfiguren i W.E.T. De to øvrige styrer rent sangskrivningsmæssigt simpelthen bare for vildt.
Albummet blæses i gang med et fedt, energisk rockende riff på 'Invincible', og man væltes af det store omkvæd. Ja, og tror fuldt på, at dette må være albummets største hit. Men så kommer 'One Love', og man er fuldstændig solgt. Allerede nu fabler man for sig selv om årets album. 'One Love' er noget tungere, mere tilbagelænet, men hold da melodifest for nogle hooklines og et omkvæd. Et stærkt opbygget nummer, som simpelthen bare er så modbydeligt godt.
Og det bliver ved. 'Brothers In Arms' rocker helt utrolig stærkt. 'Comes Down Like Rain' starter forsigtigt – godt med lidt at puste ud til. En storladen ballade med mere end gedigent guitararbejde. Lækkert. 'Running From The Heartache' tager os med på den radiorockede AOR-vogn med et uhyggeligt fint omkvæd (AOR: Adult Oriented Rock). 'I’ll Be There' fører os tilbage på det medrivende rockspor, et enkelt uptempo rocknummer, der som samtlige øvrige numre vinder på et omkvæd, der sidder lige i skabet.
'Damage Is Done' er bygget på et par stærke riffs, og 'Put Your Money Where Your Mouth Is' er en larmende Whitesnake-rocker, mens 'One Day At A Time' sender os i ballade-land med et stort, saligt smil. Kæft, for et omkvæd! 'Just Go' giver os med fuld fart over feltet en melodisk rockende mavepuster, som får hoveder til at ’bange’. 'My Everything' rendyrker det melodiske AOR-udtryk à la Journey. Og igen: Kæft, for et omkvæd! Og nu, vi er ved Journey: Albummets sidste nummer, 'If I Fall', er som snydt ud af næsen på Journey i storhedstiden med Steve Perry – storladent, melodisk og med nogle vokaler, der bare giver kuldegysninger.
Jeg kan stadig blive rystet over, hvor godt dette album egentlig er. Og det er det ,fordi med største selvfølgelighed rammer lige ned midt både det melodiske og det hårdtrockende. Og gør det med størst mulig balance.