Australsk udvikling og heavy metal Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/cc/e5/cf/Parkway-Drive-2015-Ire-84-1446211237.jpg
30. Oktober 2015    

Parkway Drive spiller ikke længere metalcore. I stedet kombineres ’coren på godt og ondt med heavy metal-riffs og nü metal.

Titel
Ire
Label
Trackliste
Destroyer
Dying To Believe
Vice Grip
Crushed
Fractures
Writings On the Wall
Bottom Feeder
The Sound Of Violence
Vicious
Dedicated
A Deathless Song
Karakter
3

Parkway Drive, det australske metalcore-håb. I 12 år har kvintetten udgivet potent surfer-metalcore af fornuftig kvalitet, headlinet diverse festivaler og afholdt udsolgte koncerter i hele verden. Sammen med Killswitch Engage er Parkway Drive et af de største navne inden for metalcore. Ligeledes som Killswitch Engage har det knebet med musikalsk udvikling. Selvom ’Deep Blue’ (2010) og ’Atlas’ (2012) begge havde en renere og mere melodisk lyd, har grundstammen indtil nu været breakdowns, dræbende riffs og Winston McCalls brutale vokal.

’Ire’ er et mindre opgør med den tilgang til sangskrivning. Allerede fra åbningsnummeret ’Destroyer’ står det klart, at noget helt grundlæggende er ændret. Parkway Drive har gennemgået samme forandring som Bullet For My Valentine og Avenged Sevenfold gennemgik for flere år siden. Den klassiske metalcore-lyd, der har præget bandet i 12 år, har fået langt mindre spilletid og i stedet er der blevet plads til melodiske heavy metal-riffs og nü metal. Et godt eksempel på heavy metal-inspirationen er ’Fractures’, der lyder som et nummer, der kunne være født efter en våd aften mellem Iron Maiden og Parkway Drive. 

Det er ikke fuldstændigt slut med metalcore. McCall gør vokalmæssigt sit for at fastholde illusionen, men selv vokalen er blevet mere melodisk. De utallige breakdowns, der er blevet kvintettens varemærke, kan stadig findes, men grundlæggende er ’coren reduceret betydeligt. Det efterlader Parkway Drive på ny og ukendt grund og det er ikke en ubetinget succes. 

Materialet på ’Ire’ varierer meget fra nummer til nummer. Halvdelen af kompositionerne på pladen er gode og bombastiske med den klassiske Parkway Drive-charme, mens den resterende halvdel primært mangler momentum og god melodi. Da kvintetten udgav førstesinglen ’Vice Grip’ blev det mødt af hård kritik. En del kritik var rettet mod australiernes ændrede genrefokus, men nummeret selv fik også en velfortjent medfart. Nummeret er kedeligt samt intetsigende og slet ikke på højde med bandets bedste materiale. Pladens andensingle, ’Crushed’, er omvendt et vellykket nummer. Det er pladens tungeste og mest energiske skæring. Lyden er kompakt og bombastisk, men samtidig så inficeret af nü-metal, at man skulle tro, at det var udgivet i 2000. Ud over ’Crushed’, er det værd at lytte til tidligere nævnte ’Fractures’, åbningsnummeret ’Destroyer, den nakkevridende 'Dying To Believe', ’The Sound Of Violence’ og powerballaden ’A Deathless Song’. Sidstnævnte er en af pladens største og mest kærkomne overraskelse. Introduceret af akustisk guitar og komponeret omkring velskrevne riffs og McCalls rå vokal, er nummeret et af de bedste på 'Ire'. Hvem havde forventet en smuk og guitarhvinende ballade på et Parkway Drive album?

De resterende numre er ikke decideret elendige. Der er masser af gode ideer, men udførelsen af ideerne er hverken præcise eller gode nok. Heldigvis går det kun helt galt på den intetsigende og langsomme ’Writings On The Wall’, hvor kombinationen af de forskellige genre falder fuldstændigt til jorden i et kaotisk virvar. 

Grundlæggende kommer Parkway Drive gennem dette længe ventede genreskifte med æren i behold. Det er hverken smukt eller imponerende, men solidt håndarbejde. Bandets femte fuldlængde udgivelse vil uden tvivl skabe splittelse blandt de ellers trofaste fans, men kunstnerisk er det på tide at australierne udvikler deres lyd. Det er to store skridt fremad og samtidig et tilbage. Forhåbentlig er den massive kritik fra de ellers trofaste fans ikke noget der skræmmer kvintetten, for det klæder med de nye tiltag. 

Læserkommentarer

Rigtig fin anmeldelse. Forstår dog ikke kritikken af "Writing's on the wall" - absolut et fedt nummer, efter nogle gennemlytninger. Jeg brød mig ikke om den lige med det samme, men den voksede gevaldigt på mig.

Fin anmeldelse

Rigtig fin anmeldelse. Forstår dog ikke kritikken af "Writing's on the wall" - absolut et fedt nummer, efter nogle gennemlytninger. Jeg brød mig ikke om den lige med det samme, men den voksede gevaldigt på mig.

Kommenteredes svar

Hej Godsize

Jeg har efterhånden hørte pladen igennem et utal af gange, og har desværre ikke haft samme oplevelse som dig hvad angår 'Writing's On the Wall'. Tvært imod er det et af de få numre, der slet ikke har groet på mig. Jeg synes simpelthen ikke det fungerer og er ganske kedeligt, men som altid er det jo et spørgsmål om smag og behag. Tak for de positive ord.