Bestialsk potentiale Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7d/73/7b/EP-Marie-magdalene-cover-23-1478125656.jpg
02. November 2016    

De nye århusianske dødsmetaldarlinger Bæst er ude med deres første ep. I sin æstetik og inden for sine rammer er den yderst veludført. Desværre lader det til at have taget fokus fra musikalsk kreativitet.

Kunstner
Titel
Marie Magdalene
Dato
01-10-2016
Trackliste
1. Djævel
2. Rape the Blessed
3. Wormlord
4. Marks of the Undead
5. Marie (Magdalene)
6. Outtro
Forfatter
Karakter
3

Det sidste års tid har man i det danske undergrundsmiljø hørt en del om Bæst, det nye band, der bare spiller ”mega fee døø”, og som også har gjort et stort indtryk live. Og rygterne talte sandt, for omtrent et halvt år efter bandets dannelse nåede de til finalen i Wacken Metal Battle 2016.

Der er ingen tvivl om, at Bæst mener det. Det kræver en del dedikation, målrettethed og hårdt arbejde at komme så langt på så kort tid, ikke mindst allerede at være et etableret navn i det danske metalmiljø – og det skal bandet have stor ros for, da man ikke bliver rockstjerner af at mødes hver onsdag aften fra kl. 19-21 for bare at jamme.

’Marie Magdalene’ er netop et bevis på ovenstående, både på godt og ondt. Ep’en har i coverart, titel og musik en rød tråd om en slags dæmonisering af kristendommen, hvor bestialske elementer optræder i en kritik af religionen; måske en anelse kliché for et ekstremmetalband, men få bands har på så tidligt et stadie styr på samtlige aspekter ved en udgivelse. Når rammerne er i orden, er musikken bare lækrere serveret, da det vidner om professionalisme – endnu en ting, som Bæst kan krydse af på deres tjekliste.

Når man dykker ned under overfladen, er selve produktet dog ikke på et lige så højt niveau. Ikke at bandet laver dårlig musik, eller det er dårligt produceret, tilfældet er faktisk det stik modsatte. Musikken er fin, og produktionen lige så. Men det er også det. Der er ikke noget videre spændende eller overraskende at komme efter. Bæst spiller dødsmetal lige efter bogen og imiterer mange af de store ikoner inden for genren, særligt Bloodbath.

’Marie Magdalene’ har det præcis samme lydbillede og produktion som ’Nightmare Made Flesh’. Lytter man eksempelvis på ep’ens fjerde nummer, ’Marks of the Undead’, kunne sangen lige så godt være skrevet af de svenske dødskonger. Det eneste punkt, hvor Bæst i sin helhed adskiller sig fra Bloodbath, er, at de har sat kræfterne ind på at være tungere og mindre thrashede.

Det er uundgåeligt for et band at have musikalske idoler, men man kunne have håbet på, at Bloodbaths lydbillede ville have fungeret som inspirerende, kreativt eller eksperimenterende afsæt fremfor at være målet i sig selv.

Bæsts kompositioner bringer heller intet nyt til genren; det hele er meget klassisk sat op, og tre ud af fire sange på ep’en starter med en lang og dyb growl, der i øvrigt bliver leveret til perfektion.

Er man dødsmetalfan, falder ’Marie Magdalene’ i perfekt jord, men er ens musikalske perspektiv en smule bredere, er det eneste reelt interessante ved pladen dens intro og outro, der består af gedeskrig, kirkeklokker og munkekor og altså fungerer som essensen af ep’ens koncept, mens de samtidigt danner en musikalsk ramme om den. Ganske kløgtigt tænkt og udført.

Ovenstående kritikpunkter skal ikke læses som et surt opstød, for det er bestemt ikke hensigten – det er nærmere et venligt skub i den rigtige retning. Bæst leverer en ganske fin og overbevisende omgang dødsmetal, og der er ingen tvivl om, at hvert eneste medlem kan sit musikalske kram. Men når man har investeret og gjort så meget ud af rammerne for musikken og samtidig er et anerkendt liveband i undergrunden, er det egentlig ret ærgerligt, at man rent musikalsk ikke også sætter sig for at skille sig ud fra massen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her